Spol tiden 10 år tilbage.
Dengang skrev vi løs for at producere blogindlæg til det store internet.
Vi var vilde.
Vi ville ses af Google og være top-of-mind hos vores kunder.
’Publish’-knappen fik prygl.
Og det virkede.
Det gør det stadig.
Men du sidder i marketingafdelingen hos Tesa Tape og har skrevet 239 guides om alt fra gør-det-selv-drømme til skarpe kanter, når du maler børneværelser.
Hvad pokker er der mere at skrive om?
Det er svært at skrive nye blogindlæg dag ud og dag ind.
I get it.
Vi er forhippede på at producere nyt indhold.
Men det er ikke kun de spritnye blogindlæg, der giver kunder i biksen. De gamle gør også.
Her er et eksempel fra den virkelige verden:
I maj kom 90% af trafikken til vores blog her på Tekstr_ fra gamle indlæg, selvom vi udgav to nye blogindlæg.
Derfor skal det i dag handle om, hvordan du kan få mere ud af dine gamle blogindlæg.
For det kan du.
Du får flere eksempler serveret undervejs. Fælles for dem er, at trafik og konverteringer skyder i vejret, når du puster støvet af det gamle indhold.
Det kan du glæde dig til:
3 fordele ved at opdatere dine gamle blogindlæg
Men hvorfor skal du egentlig gøre noget ved dine gamle blogindlæg? De trækker trafik, de giver lidt konverteringer, og alle er glade.
Det første argument har du allerede fået (så er der vel egentlig fire fordele?):
En stor del af trafikken til din blog, kommer fra de gamle blogindlæg.
Og du kommer hurtigt til at virke lidt outdated, når din guide til sociale medier præsenterer det spritnye Snapchat.
Du kan godt se det, ik’?
Her får du to grunde mere, der kan mærkes direkte på din pengepung.
#1: Det får trafikken til at eksplodere
Hubspot fik nærmest out-of-this-world resultater ved at optimere de gamle blogindlæg, der gav halvsløje resultater.
De fordoblede antallet af leads og fik 106% flere organiske visninger af gamle blogindlæg.
Alt de gjorde var at opdatere de indlæg, der ikke gjorde det godt nok.
De var nogle af de første til at skrive om det, de kalder historical optimization, og siden er det blevet en vigtig taktik for mange bloggere.
Det er nemlig effektivt at støve de gamle blogindlæg af. 51% mener i en undersøgelse, at det er den mest effektive metode til at få bedre resultater.
#2: Du gør læseren (og dig selv) en tjeneste
Du klikker på et blogindlæg i Google med en overskrift, der fanger dig i første sekund. Du klikker. Du læser. Du finder ud af, at artiklen er fra 2011. Du vender retur til Google og prøver lykken igen.
Det er den værste følelse, ikk’?
Du gør ikke bare læseren en tjeneste ved at opdatere dine gamle blogindlæg. Du gør faktisk også dig selv en tjeneste.
Hopper din læser for meget frem og tilbage mellem søgeresultater (fagtermen er pogo-sticking), kan det påvirke din placering i Google negativt.
#3: Du sparer tid
Det er ikke ninjahurtigt at opdatere dine gamle blogindlæg.
Du skal kigge i data. Skrive dit indlæg igennem. Opdatere facts. Og måske tilføje et lille afsnit hist og pist.
Og så skal du måske gøre det igen året efter. Og året efter de.
Men jeg vil stadig vædde på, at det er hurtigere end at skrive et nyt blogindlæg fra bunden.
Der er to syndere blandt dine gamle blogindlæg
Du behøver ikke opdatere alle dine gamle blogindlæg. Nogle fungerer fint, som de er, og dem kan du nøjes med at genbruge (det skriver jeg mere om senere).
Men du skal finde synderne på din blog: De gamle blogindlæg, der ikke performer (undskyld marketing-lingo, men fem år i en marketingafdeling sætter sine spor).
Du kan kigge efter to slags syndere:
Synder #1: De blogindlæg, der får meget trafik, men som ikke konverterer godt
Du bestemmer, om en konvertering er et salg, en tilmelding, en udfyldt kontaktformular eller noget fjerde. Hvis blogindlægget, der bliver læst, ikke konverterer, er det tid til at kigge på det igen.
Synder #2: De blogindlæg, der konverterer godt, men ikke får meget trafik
Du har måske en håndfuld blogindlæg, der holder liv i biksen. Det kan være, at et blogindlæg sælger produkter, men trafikken til det blogindlæg er lille, og det kan du arbejde på.
Sådan opdaterer du dine gamle og halvsløje blogindlæg
Du har en liste med blogindlæg, som du kan forbedre. Nu er det endelig tid til at smøge ærmerne op.
Her får du et par forslag til, hvordan du optimerer gamle blogindlæg.
Fokuser på din call to action, og få flere konverteringer
Hvad kan du gøre ved de blogindlæg, der hver dag rammes trafik som var det E45 i myldretid, men hvor læserne smutter igen umiddelbart efter, de har nået bunden af dit blogindlæg?
Du kan arbejde med dine call to actions.
Du ved, de små tekster eller knapper, hvor du opfordrer din læser til at gøre noget.
Brug læserens ord i din call to action
Find ud af, hvorfor læseren er landet på dit blogindlæg.
Når du ved det, kan du målrette din call to action.
Det var det, der lykkedes så godt for Hubspot, som vi var forbi tidligere. Efter de opdaterede deres call to actions ved at kigge på de søgeord, som læseren havde brugt, fik de dobbelt så mange leads som før opdateringen.
Beskriv værdien i dit call to action
Du skal beskrive, hvad din læser får ud af at gøre det, du gerne vil have hende til. Der er forskel på “bestil information” og “få information”.
For selvom det er ét ord, har det stor psykologisk effekt.
‘Bestil’ fremhæver det, læseren skal gøre.
Mens ‘få’ fremhæver det, læseren vil modtage.
Tina har skrevet meget mere om, hvordan du får flere til at klikke på din call to action.
Arbejd med søgeord og øg trafikken
Du skal være på side 1 i Google, hvis du skal gøre dig nogle forhåbninger om en flodbølge af ivrige læsere. Og hvis det skal lykkes, skal vi snakke lidt søgemaskineoptimering (eller det lader jeg Marks komplette guide til SEO for tekstforfattere gøre).
Brug søgeordene
Et søgeord er det ord, du skriver i søgemaskinen, når du skal finde noget.
Når du skal optimere dine gamle blogindlæg for at få mere trafik, er det en god ide at lave en søgeordanalyse, så du bruger alle de rigtige ord.
En søgeordsanalyse siger noget om antallet og relevansen af søgninger på specifikke søgeord og fraser, og Mark har en hel guide til søgeordsanalyser her, som du kan kaste dig over.
Copywriting hacks til at øge trafikken
God, gammeldaws copywriting kan også få dine tekster til at stryge til tops i Google. Mark giver 7 hacks til det her.
For hvis du skriver til læseren, og hun elsker dit blogindlæg, belønner Google dig.
Du skal fx skrive en tæskelækker overskrift, som giver din læser lyst til at klikke på dit blogindlæg. Du skal skrive en tekst, der tryllebinder din læser, for springer hun fra ofte, kan det påvirke din placering i Google negativt. Og du kan eksperimentere med LSI-ord (ord, der er relateret til det emne eller søgeord, som du skriver om – se hack #5).
Start din content marketing-motor op i dag
Skriv dig direkte ind i kundernes hjerter med værdiskabende indhold, der både styrker din autoritet og knytter bånd mellem dig og dine kunder.
Klip ud, lav om og genbrug dine blogindlæg
Optimering af gamle blogindlæg er genialt for de indlæg, der ikke performer.
Men kan du få mere ud af de gamle blogindlæg, der allerede gør et godt arbejde?
Ja.
Du kan genbruge dem i nye formater.
De blogindlæg, der fungerer bedst til det, er de indlæg, der altid vil være relevante for din læser (din analyse fra 2016 giver ikke så meget mening i 2020).
Og så skal du i gang med at klippe ud, lave om og genbruge dine blogindlæg.
Du har måske en håndfuld blogindlæg inden for samme tema, som du kan udgive i et samlet indlæg. Eller omvendt.
Du har et laaaangt blogindlæg, du kan klippe ud i små bidder og bruge andre steder. Måske som en LinkedIn-artikel.
Du kan tænke i nye sammensætninger og nye formater.
Et blogindlæg kan blive til en infografik, en Twitter-tråd, en serie af nyhedsbreve, en video eller en e-bog.
Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Men ved at genbruge dine blogindlæg, får du mere ud af dem. Og du gør dig selv en tjeneste ved ikke at skulle opfinde den dybe tallerken hver evig eneste gang, du gerne vil udkomme.
Gør det til en fast del af dit arbejde
Hey, vent et øjeblik med at gå i arkivet.
Der er lige én ting mere.
Ligesom du hele tiden skriver nye blogindlæg, bør du løbende optimere de gamle og få dem til at leve længere.
Det er lige så vigtigt som at skrive nyt. Og det er mindst lige så sjovt.
Plot de gamle blogindlæg ind i din content plan sammen med de nye. Det forpligter lige så meget som at sige det højt det i en LinkedIn-opdatering.
Fed artikel. Et ikke-så relevant spørgsmål, men hvor aktivt anvender I jeres egen lixtaltæller?
Det er da relevant. Og svaret (for mit vedkommende) er: Ikke aktivt nok. Jeg tjekker altid lixtallet, og hvis det ligger omkring de 30 her til Tekstr, er det ok. Men kunne helt sikkert arbejde meget mere med sætningslængder og alt det der. Bruger du den? 😉
^Thea
Helt ærligt? Jeg er bange for den. Er der ikke en tendens til at tænke, “Jo lavere, jo bedre?”
Jeg mener, det er bare ikke tilfældet i virkeligheden. At skrive som en børnebog er vel sjældent en fordel?
Måske jeg bare er for gammel og indskåret i mine vaner.