E-mails virker.
Det ved du, det ved jeg, det ved enhver, der arbejder med marketing.
E-mailmarkedsføring er uhyre effektivt, og nogle undersøgelser påstår endda, at det er den marketingdisciplin, som giver størst afkast (for hver krone, du investerer i e-mailmarkedsføring, får du 42 kroner igen, ifølge denne undersøgelse).
Om det er sandt eller ej, afhænger nok af mange faktorer. Men e-mail er og bliver en effektiv salgskanal.
Og som med alt mulig anden markedsføring er det hele baseret på én ting: Ord.
De ord, du skriver i dine e-mails, har direkte indflydelse på, om din modtager åbner din mail og klikker på noget i den – og i sidste ende om du sælger noget.
Og det er ikke raketvidenskab.
Hvis du ved, hvordan du fanger din læsers opmærksomhed med en røvfed overskrift, hvordan du bruger Schwartz’ bevidsthedsniveauer til at ramme din læser lige i hjertekulen, hvordan du tryller egenskaber om til udbytte, hvordan du laver uimodståelige CTA’er, hvordan du neutraliserer indvendinger, hvordan du opbygger en gribende fortælling, som driver din modtager lige til den uundgåelige køb-knap, du snedigt har placeret i bunden af mailen …
… ja, så ved du, hvordan du skriver e-mails, der storsælger.
Men …
Når jeg kigger i min indbakke, ser jeg dog en anden side af virkeligheden.
En side, der viser, at der er et enormt uindfriet potentiale for mange virksomheder, når det gælder e-mailmarkedsføring.
Derfor denne artikel.
Her får du nemlig 13 konkrete tips til at skrive e-mails, der får folk til at åbne, klikke og købe.
Du får ikke indblik i nye strategier eller tekniske tips til opsætning af e-mails i dette eller hint e-mailprogram.
Men du får helt lavpraktiske redskaber til at tænke og skrive dine e-mails, så du får maksimalt udbytte af dem.
Det er ikke højtragende eller avanceret – bare sund fornuft og god stil.
Måske finder du intet nyt. Eller måske er der et enkelt tip eller to, som du kan bruge i dine e-mails.
Det må være op til dig.
13 konkrete tips til e-mailmarkedsføring
#1 Tjek din emnelinje
Vi starter med det første, din modtager ser: Din emnelinje.
Emnelinjen er din overskrift, og de regler, der gælder for alle andre overskrifter, gælder også her.
Én regel er dog værd at nævne: Formålet med din emnelinje er at få læseren til at åbne mailen. Intet andet.
Specifikt ved e-mails skal vi dog nævne længden. Hvor du (som udgangspunkt) har flere tegn at boltre dig på, når du skriver overskrifter til websites eller blogindlæg, så er pladsen begrænset i din læsers indbakke. Derfor spiller længden på din emnelinje en rolle.
Nogle undersøgelser tyder på, at en emnelinje på 6-10 ord giver de højeste åbningsrater, og det er måske værd at have in mente.
Her får du en lyn-tjekliste til din emnelinje:
- Er der et udbytte?
- Skiller den sig ud?
- Er den ultra-specifik?
- Vækker den nysgerrighed?
- Har du tjekket konkurrencen i Google?
- Kommer den min indvending i forkøbet?
- Er det tydeligt hvem den henvender sig til?
- Giver den mig lyst/grund til at læse videre LIGE NU?
Vi har tidligere skrevet om effektive overskrifter her på Tekstr_, og du kan læse Tinas lynguide her eller mine egne 7 regler for overskrifter her.
Og ja, jeg ved godt, at jeg ævler om udbytte konstant. Men det er virkelig imponerende, hvor mange emnelinjer der hverken lover et udbytte eller noget af nyhedsværdi. Og det er bare en skam.
#2 Brug den preheader
Din preheader eller preview text er en ofte overset lille perle.
Lad mig forklare:
Preheaderen er egentlig den første smule tekst, som står i e-mailen. Den bliver vist i nogle e-mailklienter (ikke alle) som et lille udsnit af, hvad e-mailen handler om.
Når din modtager får en mail, er der potentielt tre ting, hun kan se: Afsenderen, emnelinjen og preheaderen.
Din preheader er altså en ekstra mulighed for at få din modtager til at åbne mailen. Derfor er den vigtig.
Lad være med at spilde den værdifulde plads på en kedelig og intetsigende ‘Se mailen i din browser’-tekst.
Ja, det er et hjemmestrikket eksempel. Der er ingen grund til at hænge folk ud.
Overvej, hvordan du kan bruge preheaderen til at lokke modtageren ind i mailen.
Kan du i spille videre på noget i emnelinjen? Se fx Kirsty Fanton her:
Eller vise en anden vinkel på emnelinjen?
Der er mange måder at gøre det på.
Se forskellen på de to mails her:
(Du swiper i øvrigt bare løs, ikk’?)
I de fleste e-mailprogrammer kan du selv skrive preheaderen. Og hvis ikke du definerer den, viser modtagerens e-mailklient enten det første, der står i mailen, eller et eller andet udpluk, som måske/måske ikke giver mening.
Lad være med at lade tilfældigheder afgøre det. Skriv en banger af en preheader og få flere til at åbne din mail.
Og husk:
Selv garvede marketingfolk glemmer nogle gange preheaderen.
Do better.
#3 Vis, hvem afsenderen er
Der er ikke noget federe end at få en mail fra BigCorporateSolutions, vel?
Intet emmer personlig, relevant og vedkommende kommunikation som et nyhedsbrev fra en ansigtsløs virksomhed.
You get the point …
Overvej, hvad der står som afsender på dine e-mails.
Måske bare dit fornavn. Måske fornavn + efternavn.
Måske fornavn + firmanavn.
Vis, hvem der står bag.
Ærligt, jeg er all-in på at personliggøre e-mails (og kommunikation generelt). Men når jeg lige har tilmeldt mig et nyhedsbrev fra en virksomhed (hvor jeg i øvrigt ikke kender nogen medarbejdere), og derefter straks får et nyhedsbrev fra en person i virksomheden, jeg aldrig har hørt om, virker det sgu lidt øv.
Case in point:
Det kunne så let være løst med fx ‘Anton from XYZcorp’.
For jeg anede ikke, hvem Anton var. Fik jeg lyst til at klikke? Næ. Ikke det mindste. Men jeg gjorde det, fordi markedsføring interesserer mig, og jeg var nysgerrig efter at se, hvem i alverden der stod bag.
Det var IKKE er positivt indtryk, jeg fik.
Personligt hader jeg, når firmaer bruger firmanavnet alene som afsender. Men jeg er med på, at det er standarden, og der kan være forskellige grunde til at gøre det. Hvis du har et stærkt brand, er det nok smart at bruge firmanavnet som afsender.
Og det er helt cool, hvis du ikke kan eller vil sætte en navngiven person som afsender.
Der er mange muligheder og ikke kun én rigtig løsning.
Det handler i høj grad om, hvad din strategi med e-mailmarkedsføring er.
Hvis du vil opbygge tillid og relationer med modtagerne, vil jeg anbefale, at du sender fra en navngivet person.
Men du skal selvfølgelig være konsistent: E-mailen skal jo også være SKREVET som om, den kommer fra den her ene person. Ellers giver det ingen mening.
#4 Hook din modtager
Et lille og lavpraktisk tip:
Sørg for, at den første linje i mailen er kort. Som i: virkelig kort.
Tænk den som et hook – en krog, som fanger læserens øjne og hiver dem længere ned i teksten.
Se, hvordan Talia Wolf fra GetUplift gør her:
“Confession time:”
En lille snedig krog, og så er vores øjne allerede nede på anden linje. Ergo er vi i gang med at læse mailen.
Og det er hele pointen.
Se, om du kan lave din første linje ultrakort.
Teknikken kaldes bucket brigades og er en effektiv måde at holde på læseren. Snup Marks artikel om SEO-tekster, hvor han beskriver bucket brigades her.
Det handler om, at du laver en kort sætning (eller sætningsfragment), som lægger op til en pointe og slutter med kolon. Og selve pointen?
Den kommer først nede i næste linje.
Hjernen er sådan indrettet, at den gerne vil afslutte ting. Så hvis du teaser en pointe, vil hjernen gerne have pointen med.
Prøv det.
Bonus: Få 10 formler til at lave et uimodståeligt hook lige her.
#5 Kom til sagen
Dine e-mails skal komme til sagen hurtigt.
Vi åbner en e-mail, fordi emnelinjen giver os et eller andet løfte. Sørg for at indfri det løfte relativt hurtigt.
Det har at gøre med platformen (og selvfølgelig hvad du vænner dine modtagere til):
Når vi klikker på en artikel eller et blogindlæg, kan vi (alt efter, hvordan overskriften lyder) godt læse 4-5.000 ord.
Hvis overskriften lyder ‘Den ultimative guide til SEO i 2020’, forventer vi også en grundig artikel.
Men når vi åbner en e-mail, forventer vi at få vores udbytte hurtigt.
Der er forskel på, hvordan vi bruger kanalerne. Og der er forskellige normer.
En e-mail på 800 ord er en laaang e-mail.
Et blogindlæg på 800 ord er short and sweet.
Så kom til sagen. Fortæl din læser, hvad det handler om, hvordan du kan hjælpe, og hvad du vil have dem til at gøre.
#6 Kommunikér via afsenderadressen
Din modtager kan se den e-mailadresse, som du sender fra. Og det sender selvfølgelig et signal, hvad den adresse er:
newsletter@acme.com
news@bigcorp.com
notify@anotherbigcorp.com
Og klassikeren:
noreply@xyzsolutions.com
Intet – og jeg mener det her – intet sender et lige så fedt signal til din modtager som ‘noreply’.
Intet!
Det bare OSER af dialog, venlighed, service og den der særlige og sjældne følelse af at være noget helt specielt og unikt.
…
Nej, vel?
Hvis du skal tage en eneste ting med fra artiklen her, så lad det være det:
Lad være med at sende fra en noreply-adresse.
Tag dine læsere seriøst.
Tag dig selv seriøst.
Det er fair, at du ikke vil have dine modtagere til at besvare dine mails (altså, “fair” – det er da en lidt underlig holdning ikke at ville høre fra sine kunder), men så giv dem en anden e-mail, de kan kontakte dig på.
Og lad være med at smække ‘noreply’ i hovedet på dem, hver gang de hører fra dig.
#7 Vis gevinsten i dit CTA
Du har teaset med emnelinjen, begejstret din modtager hele vejen ned gennem din mail, og nu er vi kommet til det afgørende punkt – klikket. Konverteringen. Dit call to action.
Aaalt for ofte ser jeg drønkedelige CTA’er som fx:
“Klik her”
“Læs mere”
“Vis artikel”
Og jeg DØR af kedsomhed. Langsomt.
En personlig huskeregel:
Dit call to action skal fortælle, hvad læseren får – ikke hvad hun skal gøre.
Så slut med ‘læs mere’-knapper, og vær lidt mere kreativ:
“Få dine 3 tips til en flot efterårs-have her”
“Yes, jeg vil gerne have intropris på barberskum”
“Ja tak, jeg skal da ha’ den sidste plads på kurset om blomsterbinding for blinde”
Leg med CTA-teksterne.
Vis mig, hvad jeg får ud af at klikke.
Bonus: Lær hemmeligheden bag det stærke CTA i Tinas artikel her.
#8 Undgå ord, der trigger spamfilteret
Præmissen for, at dine modtagere overhovedet åbner, læser og klikker på dine mails er, at dine mails ender i deres indbakke.
Og med den vanvittige mængde af spam, der bliver sendt ud, er det ikke underligt, at e-mailklienter forsøger at sortere i, hvad der ender i indbakken.
Til det formål har klienterne et spamfilter, der holder øje med de indkomne mails og sorterer dem fra, der bonger ud på en række kriterier.
Én af de ting, spamfilteret kigger på, er teksten. For der er en række ord og formuleringer, som får en mail til at lugte af spam.
Ord som:
Free
100% free
Extra cash
Extra income
Additional income
Offer
Lifetime
Investment
Cheap
Deal
Risk-free
Og en masse andre.
Det er dog vigtigt at huske konteksten. Du ryger ikke nødvendigvis i spamfilteret, hvis du bruger nogle af ovenstående formuleringer. Men hvis du propper dine mails med den slags ord, stiger sandsynligheden for, at du ryger i filteret, gevaldigt.
Se, hvordan Laura Belgray staver ‘free’ her for at undgå at trigge spamfilteret:
(Og bemærk i øvrigt, hvordan den lækre preheader pingponger elegant med emnelinjen. That’s sweetass copy.)
Jeg må indrømme, at jeg ikke er klar over, om spamfiltrene reagerer på den slags ord på dansk. Måske sidder der kloge læsere derude, som kan byde ind?
#9 Send igen til ikke-åbnere
Når du nu har brugt adskillige timer på at lave en genial og overbevisende e-mail, så er det lidt en skam, hvis den ikke bliver åbnet, right?
Det synes jeg i hvert fald.
Så her kommer et e-mailmarketingtip lige fra hoften:
Send mailen igen til dem, der ikke åbnede.
Brug tre minutter på at skrive en ny emnelinje (det kan jo være at den originale emnelinje ikke lige ramte dem), og så send den igen.
Men vent lige 48 timer – så har de fleste typisk været forbi indbakken og klikket på det, der skulle klikkes på.
For det er da tosset, at du kun giver dine fantastiske mails én tur i manegen.
Metoden her er en lynhurtig og enkel måde at få flere salg ud af dine e-mails.
Du kan også prøve at sende mail nummer to på et andet tidspunkt på dagen. Hvis du sendte første mail tirsdag klokken 8, så prøve at sende mailen til ikke-åbnerne torsdag aften.
(Og nej, skal vi nørde lidt, så er metoden ikke 100 % sikker. En mail bliver først registreret som åbnet, hvis et billede i mailen er blevet indlæst eller modtageren klikker på et link i mailen, så du *kan* risikere at nogle af dem, der har åbnet den, får nummer to mail også. But hell, din mail er jo awesome, så mon ikke de overlever.)
#10 Fokusér på din modtager
Let’s face it:
Dine mails handler ikke om dig.
De handler om din modtager.
Lad være med at skrive:
“Se her, vi har bygget en ny dims.”
Allerede inden mine øjne når enden af linjen, tænker jeg ‘og hvad så?’
Vend pladen. Flip the script.
“Nu kan du gøre sådan og sådan, helt uden XYZ, og det sparer dig for både det ene og det andet. Det har vi gjort ved at bygge den her nye dims til dig.”
Kan du se forskellen?
Dine mails skal fokusere på modtageren, ikke dig som afsender.
Et lille tip til at tjekke, om du har husket det:
Tæl, hvor mange gange du skriver du/dig/din/dit, og skriv det ned.
Tæl så, hvor mange gange du skriver jeg/mig/min/mit + vi/os/vores, og skriv det ned.
Sammenlign de to tal.
Hvis antallet af du/dig/din/dit er størst, er det en god indikator for, at du har husket, at din mail skal fokusere på modtageren.
#11 Sig mit navn
Du har stensikkert hørt det:
At du skal bruge flettefunktionen for at få din modtagers navn med i mailen.
Som i:
“Kære *|FNAME|*”
Og så står der i modtagerens mail:
“Kære John”
All is good.
Bortset fra at der er et lille problem:
Vi fucking hader det.
Det er gennemskueligt og falskt.
Vi ved godt, at ASOS ikke er på fornavn med os.
Men ved du, hvad du kan gøre i stedet?
Drop den klamme ‘Kære *|FNAME|*’-indledning.
I stedet fletter du navnet ind et sted i midten af brødteksten.
Fx:
“Og ved du hvad der skete derefter? Hvis du er bare en lille smule som mig, John, kommer du til at grine din røv i smadder …”
Her et eksempel fra Kirsty Fanton:
#12 Slet inaktive modtagere
Du har sikkert hørt, at pengene er i listen.
Og det er også rigtigt.
Jo flere du har på din e-mailliste, jo flere potentielle købere har du, ikke?
Sandt. Men.
Hvad er 10.000 tilmeldte på dit nyhedsbrev værd, hvis de ikke åbner dine mails?
Netop. 0 kroner (+ moms).
Du får INGEN værdi ud af inaktive modtagere. Hvis folk ikke læser dine mails, skal de ikke være på listen. Så enkelt er det.
Du må selvfølgelig gerne forsøge at genaktivere dem, inden du kynisk sletter dem.
Skriv et par mails til dem, hvor du spørger, om de stadig er interesserede i at få dine mails. Måske kan du endda trylle et særligt tilbud frem til dem.
Hvis de ikke reagerer, sletter du dem.
Faktisk kan det være rigtig skidt for dig at have inaktive modtagere.
Om modtagerne åbner dine mails, er nemlig ét af de signaler, som e-mailklienter (fx Gmail og Hotmail) baserer deres spam-vurdering på.
Hvis folk ikke åbner, ja, så er dit indhold nok uinteressant. Og så begynder e-mailklienten at flytte dine mails til spam-mappen automatisk.
Det sker med tiden for flere og flere af dine modtagere – også dem som indimellem åbner dine mails.
Altså risikerer du, at de inaktive modtagere påvirker vurderingen af dig som afsender negativt.
Derfor kan inaktive modtagere være direkte skadelige for din forretning.
Slet dem.
#13 Byd nye læsere velkommen
Når du får nye læsere, byder du dem selvfølgelig velkommen.
Skyder du så bare 5-10 automatiserede mails af sted med blinkende KØB HER-knapper?
Nej.
Du giver dem værdi først. Opbygger tillid. Styrker jeres relation.
Din velkomstserie kunne se sådan ud:
Mail 1: Byd velkommen
Mail 2: Giv værdi
Mail 3: Giv værdi
Mail 4: Giv værdi
Mail 5: Fortæl om dit fede produkt
(Og der er ingen, der siger, at du ikke må linke til dit produkt i dine værdi-mails … bare du sørger for, at læseren får værdi uden at skulle købe noget af dig.)
Hvis du ikke ved, hvad du skal skrive om, så spørg dig selv:
- Hvilke indvendinger mod at købe har mine kunder?
- Hvilke spørgsmål har de?
- Hvad er de i tvivl om?
Dér har du brændstof til de første 10 mails. Mindst.
Opskriften på mails 6-10 kunne sagtens være: Angrib indvendinger.
Og husk: Du skriver de her mails én gang. Og så bliver de automatisk sendt til nye læsere de næste mange år.
Over til dig …
Så får du ikke mere for den 25-øre.
Jeg håber, du har fået noget med, du kunne bruge. Måske inspiration til at komme i gang med e-mailmarkedsføring eller et tip til at gøre dine e-mails endnu federe.
Og nu vil jeg gerne spille bolden over til dig, kære læser:
Hvad er dit bedste tip til at skrive storsælgende e-mails?
Del dit tip med os i kommentarfeltet herunder – og skriv så en mail til din liste. De venter på at høre fra dig.
Susan skriver
Mange gode råd – interessant læsning 😃