Freewriting er en øvelse, hvor du træner evnen til at tænke og skrive frit. Konceptet kort: Du skriver uafbrudt i 10 minutter. Stopper ikke. Skriver bare. Holder gang i tasterne.
Og det er faktisk rigtig svært.
Derfor har jeg bygget et lille værktøj, der hjælper dig med freewritingøvelsen.
Der er to finurligheder ved programmet:
- Det begynder automatisk at slette din tekst, hvis du holder mere end 1 sekunds pause.
- Du kan ikke selv slette eller rette i teksten (Delete-tasten er deaktiveret).
Det tvinger dig til at blive ved med at skrive og ignorere dine fejl. Dét er freewriting.
Og det bliver du meget klogere på nu.
Det kan du glæde dig til at læse om:
Skriv frit (og hurtigt), flueknep bagefter
Hvorfor skal du overhovedet bekymre dig om en øvelse som freewriting?
Det handler om skriveprocessen. Det, at skrive labre tekster, kræver helt overordnet to ting af dig.
Du skal være:
- En skabende og frit-tænkende kreatør.
- En fluekneppende og perfid kritiker.
To tilstande, der er så forskellige, at de næsten æder hinanden op.
Du kan have en topdollar dag, hvor du glider ubesværet mellem de to tilstande. Hvor du lige ud af posen skriver både solide og originale tekster. Selv ikke slåfejl sniger sig ud af dine fingre.
Det er jo sådan, vi drømmer om at skrive. Det er fantastisk, når rammer den strøm.
Der er bare et problem:
For mange ender den ambitiøse drøm med en uendelig “skrive-slette-skrive-slette”-dans.
Når du giver den som ordsmedsopfinder og prøver dine skøre indfald af, så er kritiske input det værste. Det er også derfor, den gamle brainstormregel eksisterer: Ingen må kritisere input, når de kommer. Det er både lettere og sjovere at levere et usikkert input, når du bliver mødt af et: Yes!
Når du skal producere tekst, så lægger dine kreative muskler arm med dine kritiske muskler. Når du skriver, bokser din frie kreatør hele tiden med den indre kritiker. Det er den stemme, der tvinger fingrene til at at tage fat i den digitale rettelak, før du har skrevet din første sætning. Den stemme, der siger: “Shit mand, hvis de ser det her møgudkast, så river de mig af lønningslisten.”
Men for at producere, så skal du turde tro på dine idéer. Prøve dem af.
Kast dig ud i det. Brug eksempelvis de næste 10 minutter på at skrive forskellige versioner af din overskrift. Prøv forskellige ting af. Jam over skabelonerne. Bagefter redigerer du dig frem til den endelige og møgfede overskrift.
Modet til at skabe frit – og ignorere dine mange fejl på vejen – træner du med freewriting.
Det er en øvelse i at skille de to tilstande ad. Så du først producerer helt vildt. Bagefter flueknepper du de bedste dele frem og redigerer teksten til awesomeness.
Det giver dig en mere rolig skriveproces.
De to tilstande fungerer bedst, når du giver dem fuld fokus i en længere periode. Når du arbejder fokuseret i én tilstand, så kæmper dine kreative og kritiske skrivemuskler ikke længere med hinanden.
Og der er en ekstra bonus ved hele menageriet:
Den her frie og (enormt!) producerende tilgang til at arbejde med tekst gør dig også meget bedre til den kritiske del. Hvorfor? Fordi en stor barriere for at være virkelig kritisk på sit eget indhold er frygten for at skulle smide det hele væk igen. Har du kun halvanden idé, så bliver du sårbar, hvis der er kritik. Har du 20 idéer, så skal der barberes ned.
Hvad er freewriting?
Freewriting hjælper dig til at få ord ned på papiret. Øvelsen er udviklet af Peter Elbow, og han skriver første gang om den i bogen “Writing without teachers” fra 1973 (det er en fed bog, men i “Writing with power” tager Elbow samme emne op i en meget mere gennemført form).
På den måde er det en teknik til at forskrive (min lidt kluntede oversættelse af prewriting). Altså ligesom du kan bruge mindmaps, outlines og andre øvelser til at få greb om din tekst, idé eller den historie, du gerne vil fortælle.
Idéen er ganske enkel. Du skriver uafbrudt i 10 minutter. Ingen afbrydelser. Du skriver bare. Prøv det her.
Nogle gange skriver du noget godt. Men det er ikke målet.
Andre gange skriver du noget bavl. Det er heller ikke målet.
Det er heller ikke målet, at du skriver hurtigere.
Dit mål er først og fremmest at blive ved med at skrive.
Øvelsen handler om processen. Ikke den tekst, du ender med at skrive.
Prøv at lægge mærke til det næste gang, du skriver. Hvor ofte du stopper midt i et ord. Hvor ofte du skriver – sletter – skriver – sletter. Hvor ofte du hænger dig i at redigere detaljer og rette stavefejl, før du faktisk har en færdig tekst.
De små forstyrrelser ødelægger dit skriveflow. De dræner din tekst for energi. Og de er så frustrerende, at mange ender med at sukke: “Jeg orker simpelthen ikke at skrive mere.”
Freewriting er en øvelse, der lærer dig at slukke for din indre kritiker.
Så vi tager lige reglerne en gang til:
- Du sletter ikke
- Du reviderer ikke
- Du stavetjekker ikke
- Du skriver. 10 minutter. Nonstop
Bagefter sletter du bare teksten igen. Var der en god formulering gemt i dine skriverier, så gem den endelig. Rediger den og slib den op til den fineste diamant. Det er ikke målet. Det er en bonus. For det handler ikke om den færdige tekst. Det handler om at kickstarte processen, hvor ordene kommer fra dit hoved og ned på et stykke (gerne digitalt) papir.
Ting du skal huske på i freewriting
- Grib de skøre idéer og input undervejs.
- Din tekst behøver ikke være perfekt.
- Du skal skrive hele tiden.
- Lad være med at tænke på dine fejl.
- Det er bare en øvelse.
- Du behøver aldrig vise det til andre.
- Du kan ikke gøre noget forkert, så længe du skriver.
Og så skal du huske det her:
Freewriting gør dig bedre på den lange bane. Du kan være heldig, at der smutter en guldklump gennem maskineriet nu og her. Sker det? Fedest! Det tager du selvfølgelig bare med. Men starter du timeren her med forventninger om instant results, så bliver du med god sandsynlighed skuffet.
Derfor virker freewriting
Freewriting er en teknik til at slå din indre kritiker fra. Og her skal vi selvfølgelig misforstå Peter Elbow korrekt: Feedback og selvkritik er ganske glimrende. Det er bare en dårlig idé, når du skal producere tekst. Når ordene skal fra hjernen og ned i dokumentet.
Forskellen på at skrive og tale er, at du med dine skriverier har muligheden for at redigere i din tekst. Det er fedt, fordi du så kan finpudse dine formuleringer. Men det er også noget bøvl, fordi din hjerne allerede tænker i at redigere ordene, før de overhovedet er nået ud gennem fingrene og over i din tekst.
Vi prøver simpelthen for hårdt på at drøne pilen lige i bulls-eye for hvert eneste ord, vi skriver.
Freewriting er en øvelse, der hjælper dig til at skille produktion af tekst og redigering af tekst fra hinanden. Så det bliver to selvstændige arbejdsprocesser.
Peter Elbow anbefaler, at du laver skriveøvelsen 2 – 3 gange om ugen. Og jeg kan sige fra min egen stol, at du ret hurtigt kommer til at mærke en forskel. Du får lettere ved at lade ordene flyde.
Sådan ser det ud, når vi freewriter
Jeg er fan af freewriting. Og jeg fik lokket både Thea og Tina med på vognen. Her er et par eksempler på, hvordan vores freewriting ser ud (det er helt uredigerede bidder):
“efter to timer i samme klapsæde kvmirkede ryggen. Alderend havde sat sine præg på kroppen. Det samme havde ajobbet som sømand. Men han var i teateret første gang”
“hvad sklajeg skrie? xx xx xx et elelra net!d”
“hver dag i skolen så det ind med bogstaver og tal. å tumler de rundt i hovedet. Jeg skal plusse, minus, stave og læser. Det er uden stop. Og det umler rundt, når gje skal sove.”
“Hvad med dig surgte Lotte? Kan du lide at rejse? .. Stine tænkte over det. Det kunne hun egentlig godt, men det var kænge siden. Den sidste ferie var en all inclusive med ekskæresten for 3 år siden. Det var buffelthelvede, opagede solstole og for lidt se.x.”
“Og så er det gået op for mig, at jeg virkelig fofte ødelægger mit eget flow, fordi jeg stopper op for at rette tastefejl og lflade formuleinger. Det gør ikke noget godt for ordstrømmen. Jeg gør det stidgi lidt. Lader et sekund gå, så cursoren sletter det sidste bogstav, som jeg ramte på et forkert tidspunkt. MDet er sådan set lidt snyd, men det giver mig også lige et par sekunders tænkepause. Hvilke t vel egentlig ogsp er snyd.”
“Puh tiden går glangsom nu. Jeg kan næsten ikke koge mere suppe på vol 6 af, hvad du skal vid om vedrden. Rror du har forstået pointen.
45 sekunder igen.”
“Han svømmede langs stranden. Frem og tilbage. Der var næsten 500 meter, men afstanden betød ikke noget. an følte sig selvsikker i vandet. Havde overskud. og vor i virkeligheden i sit livs form i en andler af 52. Han elskede den dumbe lyd når fbølgerne ramte han sører, når han fdder brød vandets overflade og lavede plaskelyde. Lyden af mågerne, der ledte efter deres næste måltid. Duften af havvand og dagggmmelt tang.”
Af og til titter små stumper op, der kan redigeres til fine guldklumper. Dem har vi delt på Twitter i ny og næ under hashtagget #skriv66 (hvorfor kan du læse om her). Her er to af mine egne favoritter so far:
Dag 34 med #skriv66
“Gruset knaser under de gulnede gummisåler. Fødderne falder tungt mod jorden. Tungere for hvert skridt. Hovedet skriger efter mere fart. Kom nu. Fremad. Han gisper efter hver mundfuld luft. Tvinger sig selv videre.”
— ⚡️ Mark Buskbjerg ⚡️ (@MarkBuskbjerg) March 4, 2019
Dag 2 med #skriv66.
“Willys far var også direktør. En sabelslugende, kaninfremtryllende og pallietpåklædt direktør. Engang råbte han stolt ud over manegens 4,3 diameter store gulvdug. Nu råber han mest af mor.”
Hop med på vognen og leg med https://t.co/slsOqrP5Jx
— ⚡️ Mark Buskbjerg ⚡️ (@MarkBuskbjerg) January 31, 2019
Hvad er din største udfordring i skrivearbejdet?
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker freewriting, fordi det blev en af løsningerne på min egen store hurdle: At få prikket hul på ordballonen.
Så i stedet for at slutte artiklen af med en opfordring til at dele dine egne freewritingskriblerier, vil jeg meget hellere høre om dit bedste skrivetip, det bedste værktøj eller den største udfordring, du bokser med, i skrivearbejdet.
Birgit Juel Martinsen skriver
Sjovt værktøj. Jeg ville gerne have gemt teksten, jeg havde skrevet, men den forsvandt, da jeg forsøgte at kopiere den. Er det meningen? Hvordan har I selv gemt jeres tekster?
Kan det være, fordi jeg ikke havde givet fuld tilladelse til Cookies? Så ville jeg gerne have haft en advarsel på forhånd 😊
Mark Buskbjerg skriver
Hej Birgit
Fedt, at du kan bruge værktøjet.
Kort svar: Nej. Det er ikke meningen.
Tanken er, at du skal kunne kopiere din tekst ud helt almindeligt, når du er færdig med at skrive. Men jeg kan godt se, at koden lige driller lidt, så den lukker vinduet ned, når du har markeret teksten.
Jeg hopper i programmerings-tøjet og får det fikset 🙂
PS: Værktøjet er helt cookie-frit. Så du kan roligt ignorere vores cookies OG få fuld udbytte af freewriting-værktøjet.