En aften for længe siden sad jeg klamret til fjernsynet med ret høj hvilepuls og svedige håndflader.
Jeg så Seven.
Filmen om kriminalbetjentene Mills (Brad Pitt) og Somerset (Morgen Freeman), der efterforsker brutale mord inspireret af de syv dødssynder. I slutningen fører morderen, John Doe (Kevin Spacey), kriminalbetjentene til en ødemark. En pakkebil nærmer sig fra horisonten og afleverer en pakke til betjentene.
Det, der sker derefter, er grunden til, at jeg har set Seven mere end én gang.
Og det er også dét, artiklen her handler om.
Afslutningen.
Og hvordan en fænomenal afslutning kan give læseren (eller seeren) svedige håndflader og lyst til mere.
”Nobody reads a novel to get to the middle. They read it to get to the end. If the ending’s a letdown, they won’t buy anymore. Your first chapter sells your book. Your last chapter sells your next book.”
– Mickey Spillane
Det er indledningen, der afgør, om din tekst bliver læst. Men det er afslutningen, der får din læser til at sukke efter mere.
Og hvis den er sådan lidt ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”, fordi du løb tør for energi, vil din læser håbe, at den tid, hun lige har brugt, bliver trukket fra i Skærsilden. Uanset om resten er til en Cavling. For hun husker din tekst som en dårlig oplevelse, selvom hun var underholdt undervejs.
Og dét skal vi dykke ned i her.
De psykologiske mekanismer, der gør, at afslutningen på en tekst, en film, ja faktisk hvad som helst, definerer vores oplevelser.
Og selvfølgelig også, hvordan du kan slutte din tekst med stil.
(Og du har nok allerede regnet ud, at der også kommer en spoiler alert på Seven.)
Peak-end rule – du husker bedst højdepunktet og enden
”He said he’d been listening to a symphony, and it was absolutely glorious music and at the very end of the recording, there was a dreadful screeching sound. And then he added, really quite emotionally, it ruined the whole experience.”
Sådan siger Daniel Kahneman, psykolog, adfærdsøkonom og forfatter, i sin TED Talk ’The riddle of experience vs memory’.
Her taler han om, hvordan vores experiencing self og vores remembering self oplever forskelligt.
Du kender det måske som the peak-end rule.
The peak-end rule dækker over, at vores hukommelse bliver farvet af højdepunktet i en oplevelse og måden, den givne oplevelse slutter.
Vi husker i snapshots. Og vores hjerner vurderer de øjeblikke, der skiller sig mest ud. Det er de mest intense øjeblikke, altså højdepunkterne, og slutningen, der vejer mest, når vi husker tilbage.
Daniel Kahneman (og kollega Barbara Fredrickson) gjorde et spændende fund tilbage i 1993. Forskerne lod forsøgspersoner sidde med hænderne i 14 grader koldt vand i 60 sekunder. De gentog forsøget, men oven i de første 60 sekunder, skulle forsøgspersonerne sidde med hænderne i 15 grader koldt vand i 30 sekunder. Altså i alt 90 sekunder.
Det interessante er, at forsøgspersonerne huskede forsøg to som det bedste (mindst smertefulde).
Selvom det var længere. Og faktisk mere smertefuldt.
Men det var slutningen (altså det mindre kolde vand på 15 grader), der definerede forsøgspersonernes samlede oplevelse.
Peak-end reglen er derfor en huskeregel om, at oplevelser skal slutte godt.
Og at du skal slutte godt, når du skriver.
For forestil dig det her:
Du læser en tekst. Du er underholdt. Og fordybet i fortællingen. Men så kommer du til slutningen. Den er… ja, hvad skal du sige? Du sidder tilbage med en følelse af, at forfatteren bare tilfældigt løb tør for ord lige der.
Hvad er din overordnede oplevelse af teksten?
Dårlig.
I hvert fald, hvis vi skal tro på de psykologiske mekanismer, peak-end reglen dækker over.
8 tips til at slutte din tekst med stil
Du har skrevet en kioskbasker af en overskrift, du har sat en krog i din læser med din indledning, du har redigeret din tekst til awesomeness, så din læser nysgerrigt læser afsnit efter afsnit. Og nu er du nået til enden.
Den store finale.
Det narrative klimaks.
Den ultimative forløsning.
Det, din læser husker, når hun har lukket artiklen.
Nervepirrende, ik’?
Jeg vil gerne indrømme, at det er svært at få din læser til at sidde på kanten af sofaen på en Seven-agtig måde med en call to action.
Men hvis du skriver tekster for en virksomhed, er der nogle gængse greb, du kan bruge, når det er tid til at runde af.
Her får du 8 tips til at afslutte din tekst med stil:
#1 Opsamling
Alt tyder på, at vi husker slutningen bedst.
Derfor kan det være en rigtig god ide at slutte med en opsamling.
Del din vigtigste pointe igen. Eller gengiv kort de gode tips, du har givet i din tekst. For alt det, du har skrevet i midten, er allerede lidt udvisket hos din læser.
Men føl dig endelig fri til at skrive det på en anden måde. Du behøver ikke lave en copy-paste i slutningen. Helst ikke faktisk.
#2 Call to action
Tekstforfatteres favoritafslutning er en call to action. Og med god grund. For hvis du skriver for en virksomhed, har dine tekster et formål: Du skal få læseren til at handle. Formentlig noget, der indebærer, at hun lægger sin mailadresse eller sit kortnummer.
Og derfor er det godt at slutte af med et call to action. Den lille fidus, der opfordrer din læser til at udføre en bestemt handling.
Du skal give læseren lyst til at klikke.
Hvis du vil vide mere om call to actions, der får flere til at klikke, har Tina heldigvis allerede skrevet om det.
#3 Bind sløjfe til indledningen
Sidste år så jeg et show med Sofie Hagen (du ved, hende komikeren). Og jeg var virkelig underholdt. Sofie Hagen er ikke bare sjov, men også en vanvittig dygtig historiefortæller. For hun binder sløjfer.
Sløjfer, der binder hendes indledning sammen med en pointe en time senere. Eller sløjfer, der forbinder to anekdoter, der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre.
Det show, jeg så, ligger desværre ikke online, men hun har givet en TED Talk om at være fed og lykkelig, hvor du selv kan få syn for sagen.
Her starter hun med en historie fra en cafe, danser videre til en håndfuld tips til at være fed og lykkelig, og 10 minutter senere ender hun igen på cafeen, hvor hun kommer med hele pointen.
Det er en genial metode, som du også kan bruge til at afslutte din tekst.
#4 Cliffhanger
En cliffhanger er en afslutning, hvor du bare ved, der kommer en 2’er.
Konflikten bliver aldrig løst.
Til tider lidt irriterende, fordi du endelig er nået til slutningen, hvor du forventer at få svar på alle dine spørgsmål. (Damn you, Netflix-serier!)
Men en cliffhanger kan være god og så overbevisende, at din læser vil have mere. Og den kan sagtens bruges, selvom du skriver for en virksomhed.
Du skal efterlade din læser med en ide til dit næste blogindlæg. Hun læser jo med, fordi hun vil have mere.
Det er også effektivt at bruge en cliffhanger, hvis du vil have din læser til at tilmelde sig dit nyhedsbrev, fordi du giver en smagsprøve på, hvad hun kan få.
Et eksempel kan være afslutningen på et indlæg om overskrifter:
“Din modtagerliste vokser hurtigere end køen til bland-selv fredag aften. Men hvordan skriver du et hovedet-på-sømmet emnefelt, der giver dig rekordhøje åbningsrater? Tjah, det må blive til et andet blogindlæg en anden gang.”
#5 Ræk ud
Hvis du skriver om et emne, er det (sandsynligvis) fordi, du ved noget om emnet. Du er en form for (selvudnævnt) ekspert.
Men din læser er måske ikke helt overbevist om, at hun kan gøre det samme som dig. Du er jo eksperten.
Så giv noget af dig selv til sidst. Skab tillid. Fortæl læseren, at du har været samme sted på et eller andet tidspunkt i dit liv.
Heine gør det så fint i sit indlæg om Oglivy:
”Jeg synes, det er befriende at vide, at en af de største copywriters nogensinde også kæmpede med sin egen selvkritik.
Så er der håb for os andre. Med eller uden alkohol.”
#6 Citat
Lad en anden få det sidste ord.
Det giver et niveau af refleksion, hvis du kan runde af med et citat.
Som djøfbladet gør i deres interview med Simon Krag Linde om fængende ansøgninger:
“Og så får du lige et afrundende råd fra Simon om, hvad du bare ikke skal gøre, når du skriver din ansøgning.
”Du skal dosere dine ingredienser. For en klassisk fejl er at tale for meget om dig selv, uden at det er relateret til virksomheden og det job, du gerne vil have.””
#7 Skift i tone
Tippet er Ann Handleys i ’Everybody Writes’.
Hun skriver, at en god afslutning er, hvis du kan overraske læseren med dine ord. Eller tonen i dine ord.
Hvis din tekst er formel, så slut uformelt. Eller den anden vej rundt.
Ann Handleys eksempel er:
”It takes a clean digital signal from your USB port and converts it to a warm analog music. And it looks as badass as it sounds.”
#8 Spørgsmål
En skribents junk er læserkommentarer.
Fordi så ved du, at læseren har en holdning til det, hun lige har læst.
Og det kan du opfordre til ved at stille et spørgsmål i din slutning.
Som jeg selv har gjort i mit indlæg om, hvorfor det er sundt for dig at læse:
“Hvad læser du lige nu, som andre tekstforfattere bør kaste sig over?”
Og så er det bare at krydse for, at der er nogle, der har lyst til at byde ind.
Et ekstra tip: Skriv din afslutning som det første
Skriv din afslutning først, hvis du vil. Og kan. Hav som minimum en ide om din afslutning allerede, inden du begynder.
Altså din konklusion.
Dit mål med din tekst.
Og sagt på den måde giver det jo lige pludselig god mening, ik’?
Vi ville aldrig begynde at bygge et hus uden at vide, hvordan det skal se ud, når det er færdigt.
Hvis du kan se din afslutning for dig allerede, når du sætter dig til tasterne, er det også nemmere for dig at skrive en out-of-this-world-afslutning.
Slut med stil
Nå, tilbage til den aften, jeg sad klamret til flimmerkassen.
Nu skal du se peak-end reglen levere.
– SPOILER ALERT –
Pakkebilen afleverer pakken til kriminalbetjentene. Den er på størrelse med en fodbold, og betjentene er tydeligt nervøse. Og forståeligt, for hvem sender en pakke til et random sted på Lars Tyndskids marker!?
John Doe selvfølgelig.
I pakken ligger kriminalbetjent Mills gravide hustru. Eller hovedet af Mills gravide hustru.
For John Does egen synd er misundelse. Og det er grunden til, at den syvende og sidste synd, vrede, bliver begået. Lige dér, midt i ingenting. Mills ender nemlig med at skyde John Doe.
John Doe vinder. Sådan da. Alle syv dødsynder bliver begået, og det skulle – ifølge planen – ende med John Does egen død.
Men hvad er det, der gør afslutningen så god?
Peak-end reglen.
Betjentene har hele tiden været et skridt bag John Doe. Han har begået det ene makabre mord efter det andet. Nu har han endelig meldt sig selv, er i håndjern og vil vise betjentene de sidste to lig. Men på én betingelse.
Betjentene skal tage ham med til det her sted i ørkenen.
Som seer er du på dupperne. Dine nerver er næsten lige så flossede som de to betjentes. Og så snart du ser pakkebilen komme nærmere, ved du, at du er midt i filmens højdepunkt. Situationen spidser til. Og du bliver taget med bukserne nede.
Den onde vinder.
Og du ved faktisk ikke helt, om du skal grine eller græde.
Men du ved, at du altid vil huske lige netop dén afslutning.
Del dine indspark