Hvad er en tekst?
En definition kunne være en meningsfuld samling af ord.
Ord.
Det er dem, du nørkler med, når dit budskab skal hænge fast hos din læser.
Men i dag skal vi se på det, der omgiver dine ord, og hvordan noget så enkelt som linjeafstand og et par ekstra tryk på Enter-tasten kan afgøre, om din tekst overhovedet bliver læst.
Vi skal tale om white space. Eller negative space, som det også bliver kaldt.
Hvad er white space?
White space kan være et lidt underligt begreb at fortælle om. For det er den del af din tekst, der ikke er noget. Det er ikke dine hårdtslående verber. Det er ikke din håndplukkede illustration. Og det er ikke din overskrifts æggende dans med læserens opmærksomhed.
For sig selv er white space da også ret ligegyldigt. Er der kun white space, er der ikke andet end en tom side. Det er ligesom pauser i musik. I sig selv er de bare stilhed. Men i konteksten med en strøm af toner, er pauserne med til at definere helheden.
White space er dér, hvor indholdet ikke er. Alligevel er det afgørende for dit indhold.
Designeren Keith Robertson siger det ret fint:
“White space is nothing. White space is the abscence of content. White space does not hold content in the way that a photograph or text holds meaning and yet it gives meaning through context, to both image and text. In fact, white space can make or break the effective transmission of image and text.”
White space giver altså kun mening i kraft af konteksten. Og det er netop i konteksten, at det bliver afgørende.
Du står altså – ifølge Robertson – i en make or break-situation. Enten fanger din læser dit budskab. Ellers gør hun ikke.
Har du styr på white space, øger du dine chancer for at levere budskabet klart til din læser.
Men hvorfor hedder det white space? Skal det være hvidt?
Nix.
Termen white space har en anden og mere præcis pendant: Negative space. Et godt bud er, at termen white space voksede frem med internettet, der i starten var meget præget af hjemmesider med hvid baggrund.
Men nej: White space kan i princippet være alle farver eller en bare en ensartet baggrund.
Men hvordan får white space min tekst til at sælge?
Lad os starte med at få præmissen helt hamret fast. Hvor meget luft, der er rundt om din tekst, afgør på ingen måde kvaliteten af de ord, du har strikket sammen. Det er de samme ord.
Problemet vi løser her handler om, hvordan din læser oplever dine ord.
Sådan påvirker white space din tekst:
- Læseren skal bruge mindre mental energi på at læse din tekst.
- Relevant information bliver grupperet mere logisk.
- Læserens fokus bliver guidet mod fremhævede elementer (host – din købsknap – host).
- Din tekst bliver lettere at scanne for læseren.
Et studie fra 2004 viser, at:
“Use of whitespace between paragraphs and in the left and right margins increased comprehension by almost 20 %.”
Lad os lige tage den én gang til på dansk:
Din læser forstår din tekst næsten 20 % bedre, hvis du giver din tekst mere luft.
Det løser altså ikke problemet med en dræbende kedelig tekst, uengagerede overskrifter og selvcentreret kommunikation. Men når du har snittet en tekst til guldpokal i engagement, er white space afgørende for, om din læser overhovedet gider tage hul på den.
Tænk over det.
Du har gjort alt det rigtige. Stærke verber. Udbytte i stedet for egenskaber. Direkte og aktivt sprog. Din tekst er ren woohaaa og fuldstændig clean for blabla.
Og så risikerer noget så enkelt som linjeafstand at slukke drømmen.
Det går ikke. Så lad os straks drøne videre og se på, hvordan du med to enkle principper kan gøre din tekst lettere at læse og få dit budskab til at stå skarpt.
Der er to måder at bruge white space i din tekst
Helt overordnet kan vi tale om to måder at arbejde med white space, når du nørkler med opsætningen af din tekst.
- Vi bruger white space til at gruppere elementer.
- Vi bruger white space til at gøre teksten lettere at læse.
#1: Brug white space til at gruppere elementer
Når du ser en tekst, scanner du først gennem teksten – statistisk set. Et studie fra Nielsen Normann Group viser, at 79 % starter med at scanne teksten, når de lander på en webside.
White space hjælper dig med at gøre din tekst lettere at scanne, fordi du kan gruppere elementer på siden, så de bliver lettere at overskue for din læser.
Når du kigger på en tekst, tænker du nok ikke på den som et sæt af individuelle elementer. Du tænker på den som en helhed. Det enkelte ord bliver meningsløst uden sin kontekst.
Og bevæger vi os ned i de enkelte afsnit af teksten, kan vi også inddele vores tekst og gøre den lettere at scanne for læseren, når vi giver elementerne lidt luft.
Rent visuelt, er din hjerne nemlig forprogrammeret til at ville prøve at danne sig et overblik over alle elementerne. Vil du virkelig gerne nørkle ned i det her emne, skal du læse om gestaltprincipperne og særligt princippet om close proximity.
Men for at opsummere helt kort, handler det om, at elementer, der er i umiddelbar nærhed af hinanden, opleves som en del af en samlet gruppe.
Se bare her:
Til venstre ser du 12 prikker i en samlet gruppe. Til højre ser du tre grupper med fire prikker i hver.
Alle prikker er ens. Der er 12 til venstre, der er 12 til højre.
Den eneste forskel er afstanden mellem de enkelte prikker. That’s all.
Så når mængden af information er stor, og din gennemsnitlige læser er lige så fokuseret som en hundehvalp på speed, skal du arbejde med at gøre din tekst lettere at scanne.
Hermed basta.
Lad os se, hvordan en hjemmeside ser ud helt oppe fra helikopteren – med og uden white space:
Forskellen er til at tage og føle på, ik’?
Effekten understreger typografen Jan Tschihold med citatet her:
“White space is to be regarded as an active element, not a passive background.”
#2: Brug white space til at gøre din tekst lettere at læse
Hvor let din tekst er at læse bliver afgjort af en lang stribe af faktorer. Her er bare tre af dem:
Og så er der white space.
Kan du huske citatet fra tidligere i teksten. Vi tager det lige igen:
“Use of whitespace between paragraphs and in the left and right margins increased comprehension by almost 20 %.” (Lin, 2004)
Og det er ret let at se hvorfor. Selv gode gamle lorem ipsum bliver lidt lettere, når vi giver den lidt luft:
Det helt afgørende element, du skal have fokus på her, er noget så enkelt som linjeafstand. Og når du ikke kan tweake linjeafstanden til 1½ som i gode gamle Word eller har haft en designer til at styre det for dig på hjemmesiden, så må du ty til andre metoder.
Enter-tasten.
Se eksempelvis på forskellen i de her to LinkedIn opslag. Et par ekstra slag på Enter-tasten udretter visuelle mirakler:
Ordene i de to opslag er de samme. De sproglige virkemidler er de samme. Rytmen i de enkelte sætninger er den samme.
Alligevel kan jeg kun knapt nok tvinge mig selv til at læse den sammenkrøllede version til højre.
Nu er det din tur. Prygl så den Enter-tast
White space er afgørende for, hvordan din læser oplever din tekst. Det påvirker, om din læser overhovedet starter på teksten, og hvor meget af budskabet læseren forstår.
White space er særligt effektivt, fordi:
- læseren husker mere af din tekst.
- indholdet bliver grupperet mere logisk.
- læserens fokus lettere bliver guidet mod fremhævede elementer (host – din købsknap – host).
- din tekst bliver lettere at scanne for læseren.
Giv din tekst (mere) luft – ram den Enter-knap igen.
Del dine indspark