Forestil dig det her:
Du kender en snedig copywriting-teknik, der med et fingerknips rykker dine læsere tættere på købsknappen.
Det ville være okay, ikke?
I knew it.
Og future pacing er den teknik.
Bonus: Du får også et ChatGPT-prompt, du kan bruge til at peppe din future pacing op🎉
Hvad er future pacing?
Future pacing er en copywriting-teknik, der får dine læsere til at forestille sig, hvor godt det vil føles at bruge dit produkt (eller service) – og hvilke resultater, de kan opnå med det:
“… you’re helping your readers visualize themselves in the post-purchase world in which their lives are dramatically improved.”
– Copywriter Belinda Weaver i copywriting-kurset The Copywriting Inkubator
Du får læserne til at mærke den forskel, dit produkt vil gøre i deres hverdag. Altså hvordan dit produkt ultimativt ændrer deres hverdag (det er udbyttet, du skriver frem).
Og det gør du ved at skabe billeder og scener i din læsers hjernebiograf – for eksempel ved at bruge sanseord, billedsprog og skrive konkret.
Det giver dig alt sammen 2 KÆMPE fordele, som vi zoomer ind på her:
Hvorfor virker future pacing?
Når dine læsere først har mærket, hvilken forandring dit produkt kan skabe – så sker der to ting:
- De føler allerede lidt, de ejer produktet.
- De ser en version af dem selv, de ret godt kan li’.
Og så bliver det sværere at spole tiden tilbage igen. Altså at gå tilbage til status quo.
For to ting kommer i spil:
- Princippet om ‘commitment and consistency’ (forpligtelse), som handler om, at vi sådan cirka vil gå til månen og tilbage igen for at opretholde vores selvbillede.
- The endowment effect, som handler om, at det er sværere at skille sig af med ting, når vi først ejer dem – fordi vi simpelthen bare vurderer dem som mere værdifulde, når de først er vores.
Forestil dig for eksempel, at du lige har set et webinar om, hvordan du skriver en serie af e-mails, der (endelig) kan få sat dit salg på autopilot.
For ja – du har en drøm om at sælge mere. Og du vil gerne være en af dem, der også sælger, når du ligger med hovedet under dynen. Uden at løfte en finger.
Du vidste ikke helt, hvordan du skulle gøre.
Men det gør du efter webinaret – og du har mærket, hvor godt det føles at have en plan. At vide, hvad du skal gøre. Og du har i øvrigt fået adgang til det første modul af det kursus, som webinaret (også) handlede om.
Kan du se, det er en farlig cocktail?👇
- Du føler dig endelig ret så selvsikker.
- Du er allerede ved at se det første modul af kurset (og har fået ejerfornemmelse) …
Det er lidt af et point of no return (aka “du har lige prøvet trøjen på i butikken og har set, hvor godt, du ser ud i den … Så nu kan du jo ikke forlade Amager Centret uden at lægge den i din mulepose. Den skal med hjem).
Som mesterskribenten Joanne Wiebe siger i copywriting-kurset 10x Emails:
“Suddenly, he’s seeing a better future – a better version of himself – that he actually has to reject if he doesn’t purchase your product or service.”
Og så blev vi vist klar til at kigge på, hvordan du helt konkret får future pacing i spil i dine tekster:
13 skabeloner, der får dig i gang med future pacing
#1) Når/efter du … vil du opnå …
Eksempel (du sælger kontormøbler):
Når du først har hæve-sænke-bordet stående på dit kontor, vil du hurtigt mærke, hvordan din ryg får det bedre, fordi du varierer dine arbejdsstillinger mere. Det betyder, du kan bruge din energi på dit arbejde – og ikke på at sukke og skære ansigt, fordi du har ondt.
#2 Når/efter … vil du slippe for …
Eksempel (du sælger et yogaforløb):
Efter yogaforløbet på 6 uger vil du slippe for at skulle bekymre dig om en ryg, der værker og får dit humør til at ramme gulvet med et klask.
#3 Hvad nu, hvis du kunne gå fra at være … til at kunne/være …
Eksempel (du sælger et SEO-kursus til tekstforfattere):
Hvad nu, hvis du kunne gå fra at være en okay skribent, der ved lidt om SEO, til at være dén på kontoret, der får chefen til at sende en mail ud til alle om, at I nu endelig ligger i top 3 på Google, fordi du optimerede siden?
#4) Hvad ville du sige til at …?
Eksempel (du sælger rengøringsmidler med probiotika):
Hvad ville du sige til at kunne springe hver anden rengøring over – uden at gå på kompromis med hygiejnen?
#5) Hvordan ville det være at …?
Eksempel (hvis du sælger dagligvarer på nettet):
Hvordan ville det være at undgå de 11,5 meter kø i supermarkedet tirsdag eftermiddag efter en udmattende dag på arbejdet?
#6) Hvis jeg nu fortalte dig, at …
Eksempel (du sælger en e-bog):
Hvis jeg nu fortalte dig, at du om 2 minutter kan sidde med 3 konkrete værktøjer til at undgå 82 % af alle konflikter med dit barn …
#7) Forestil dig …
Eksempel (du sælger skirejser):
Forestil dig udsigten på toppen af pisten: Bjergtoppene, grantræerne og sneen. Du sænker skuldrene og tager det hele ind. Solen varmer dit ansigt. Du har savnet det hele. Om et øjeblik mærker farten på vej ned.
Den tager vi lige igen – og denne gang skruer jeg lige op for knappen, hvor der står ‘Billedsprog’:
Forestil dig, at du står på toppen af pisten med en udsigt, der er så jaw-dropping, at selv en jodlende bjergged ville lade hagen tage en springtur mod naturens flødeskum:
Sneen, der glimter som discokugler – hvilket passer fint til den fest, du har om et øjeblik, når du suser af sted⛷
I tvivl om, hvordan du kommer i gang med billedsprog?📸
Hjælpen er nær:
👉 Se vores guide til, hvordan du bliver klubmester i at male med ord.
👉 Prøv det her prompt i ChatGPT:
“Skriv 5 versioner af denne tekst, hvor du bruger billedsprog og humor:
Forestil dig udsigten på toppen af pisten: Bjergtoppene, grantræerne og sneen. Du sænker skuldrene og tager det hele ind. Solen varmer dit ansigt. Du har savnet det hele. Om et øjeblik mærker farten på vej ned.”
Du indsætter selvfølgelig bare den tekst, du gerne vil have sat lidt fut under.
Og husk!: De svar, du får, er ikke perfekte – men gå de 5 versioner igennem som en anden guldgraver, og lad dig inspirere✨
#8) Forestil dig det her:
Eksempel (du sælger en haveservice):
Forestil dig det her:
At komme hjem til en nyslået græsplæne fredag eftermiddag, så du kan sidde i haven og nyde solen i stedet for at skulle traske rundt bag plæneklipperen med sved på panden (mens du nyser …).
Psst! Vil du se et eksempel mere på den her skabelon? Så scroll op, og læs min indledning til artiklen😉 #meta
#9) Bare forestil dig, hvordan du …
Eksempel (du sælger en bog om børn og gode madvaner):
Bare forestil dig, hvordan du så nemt som ingenting får mindstemanden til at lappe både gulerødder, spinat og blåbær i sig.
#10) Luk lige øjnene, og …
Eksempel (du sælger en spaoplevelse):
Start med at læne dig tilbage i en af vores massagestole, der løsner musklerne i din nakke, ryg og ben. Lad varmen og boblerne i spabadet få resten af din krop til at komme helt ned i gear – og åbn derefter døren til saunaen, hvor dufte af bl.a. lavendel, fyrretræer og mynte skiftevis fordeler sig i rummet.
Luk lige øjnene, og mærk, hvor afslappet du er nu …
#11) Hvordan ville det være/føles at …
Eksempel (du sælger leje af en flyttecontainer):
Hvordan ville det føles at flytte uden den værste stress, fordi:
- Du får leveret flyttecontaineren på din adresse to uger inden flytningen, så du kan pakke dine ting i dit helt eget tempo (og ikke på en enkelt hektisk ‘jeg græder snart af udmattelse’-flyttedag).
- Du kan have containeren med dine ting stående på den nye adresse, så længe du ønsker det – så du slipper for at drukne i rod og flyttekasser og i stedet kan hente dine ting, efterhånden som du er klar til at indrette stuen, køkkenet, værelserne …
#12) Gad du godt at …
Eksempel (du sælger din arbejdsplads i et jobopslag):
Gad du godt at kunne møde kl. 10 eller hente kl. 14.32? Vi har fuld tillid til, at du lægger de timer, du skal – her kan du komme og gå, som det passer dig.
#13) Gå fra … til …
Eksempel (du sælger et skrivekursus):
Gå fra tænderklappende rookie til copywriting-rock star på de 13 uger, vores online-kursus tager.
Ser du det for dig?
Altså, hvordan du kan få din læser til at drømme sig tættere på et køb med de 13 skabeloner i baghånden?:
- #1) Når/efter du … vil du opnå …
- #2 Når/efter … vil du slippe for …
- #3 Hvad nu, hvis du kunne gå fra at være … til at kunne/være …
- #4) Hvad ville du sige til at …?
- #5) Hvordan ville det være at …?
- #6) Hvis jeg nu fortalte dig, at …
- #7) Forestil dig …
- #8) Forestil dig det her:
- #9) Bare forestil dig, hvordan du …
- #10) Luk lige øjnene, og …
- #11) Hvordan ville det være/føles at …
- #12) Gad du godt at …
- #13) Gå fra … til …
Hvis du har spørgsmål, så er dørene til kommentar-suiten åben👇
Del dine indspark