Du har en kæmpe fordel:
Som tekstforfatter er du allerede godt i gang med adfærdsdesign. Om du er klar over det eller ej.
Du bruger nemlig mange af de ældgamle og gennemtestede kneb, som verdens førende skribenter altid har brugt til at trylle med i deres salgstekster. Også længe inden adfærdsdesign (og nudging) slog øjnene op og erobrede verden.
For når du sætter dig til tasterne, er dit mål altid at få din læser til at udføre en bestemt handling. Du designer din tekst, så den springer op af skærmen og puffer læseren sikkert i mål.
Men både du og jeg kan altid blive endnu bedre.
Derfor har jeg her samlet 10 effektive skrivetips fra en håndfuld skarpe profiler, der alle har en holdning til, hvordan man bedst muligt adfærdsdesigner sig til flere læsere:
TAK for input til Peter Schjødt, Simon Krag Linde, Cristine Gliese Rasmussen, Tom Jepsen, Rikke Ekelund, Maria Kristensen og Anette Hallstrøm.
Lad os få kikkerten frem. Det er tid til at zoome ind på dagens emne.
Det kan du glæde dig til:
I) Fang og fasthold din læser
- #1 Brug 3-30-3-reglen, når du opbygger din tekst
- #2 Få et ‘ja’ fra din læser
- #3 Strø om dig med stopeffekter
- #4 Sæt en krog i læseren på dette utraditionelle sted (og husk det vigtige why)
II) Sørg for, din læser kan trække vejret
- #5 Hold det helt enkelt
- #6 Så mange linjer må du max bruge i et afsnit
- #7 Glem ikke punktopstillingerne
III) Giv (endnu mere) overblik
I) Fang og fasthold din læser
Plask. [Her er lige en klud, hvis der kom vand på din skærm.]
Krogen er kastet i vandet. Din tekst er udgivet. Og nu skulle læserne gerne kigge forbi. Mange af dem. Men kniber det?
Her får du fire tips til, hvordan du fanger og fastholder din læsers opmærksomhed.
#1 Brug 3-30-3-reglen, når du opbygger din tekst
Det første tip er noget så herligt som en skrivemodel, der hjælper dig med at både fange og fastholde din læsers opmærksomhed.
????Hvem er tippet fra? Det er fra Peter Schjødt, der har virksomheden plead. Her rådgiver han i, hvordan man optimerer digitale købsrejser.
(Psst … du kan læse Theas artikel om købsrejser lige her, så guider hun dig gennem købsrejsens fire trin).
Når han skriver til sin blog og hjemmeside bruger han bl.a. 3-30-3-reglen for at styre de besøgendes adfærd. Og her er målet (som med al god content marketing) at få dem til at engagere sig i indholdet og ultimativt rykke tættere på et køb.
Ordet er dit, Peter:
”I forhold til det at arbejde med tekster, bruger jeg 3-30-3-modellen:
- 3 sekunder: Den tid, man har til at få brugeren til at sige ’AHA, jeg bliver hængende’.
- 30 sekunder: I den næste del af teksten har man 30 sekunder til at få læseren til at sige: ’Produktet er interessant – jeg køber det’. Eller: Artiklen er interessant – jeg læser den færdig.
- 3 minutter: Tiden til at læse resten af artiklen eller mere om produktet”.
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang du skriver en tekst, så spørg dig selv:
Er min overskrift fængende? Hvad med min title og metabeskrivelse? Hvad med teksten i min AdWords-annonce? Overbeviser jeg min læser på de 3 sekunder?
Og hey. Kniber det med overskrifterne, kan du kigge forbi denne guide, hvor du får en introduktion til 3 klassiske formularer (og 1, du altid skal undgå).
Indledningen er også en kunst at få til at sidde lige i det berømte skab. Få 10 herlige formler og flere her, så du altid tager bedst muligt hul på de 30 sekunder og fastholder læseren.
Vil du vide mere om 3-30-3-modellen, så slå et smut forbi Hubspot-bloggen.
#2 Få et ‘ja’ fra din læser
‘I’m gonna make him an offer he can’t refuse!’ Sådan siger de hårdkogte gangstere i mafiosofilmen over dem alle, The Godfather.
Her får du et bud på, hvordan du på en lige så effektiv (men noget mere rolig) måde kan få et velklingende ‘ja’ fra din læser.
????Hvem er tippet fra? Simon Krag Linde, der er tekstforfatter hos Publico (og før det hos bro). Han er også manden bag #MitFørsteJob.
Ordet er dit, Simon:
“Vil du gerne lære et princip, så du får folk til at gøre, hvad du ønsker?
Dybt inde i os ligger der en trang til at fremstå konsistente. Og derfor kan vi bruge adfærdsprincippet om konsistens til at motivere folk til specifikke handlinger.
Forpligtelse trigger følelsen af konsistens: Når du forpligter dig til noget eller nogen, begynder du at opføre dig på en måde, som er i overensstemmelse med forpligtelsen. Vi er altså mere tilbøjelige til at fuldføre forpligtelsen pga. vores trang til at fremstå konsistente.
Så tricket er at få folk til at forpligte sig – bare til små, ubetydelige handlinger, fx at få et ’ja’ – og så skruer man løbende op.
Du kender det fra telefonsælgerne, der gerne vil have dig i yes-mode:
‘Kan du godt lide film?’ (det er umuligt at svare nej.)
‘Går du nogensinde i biografen?’ (det gør de fleste jo.)
‘Vil du prøve en måned gratis medlemskab af vores filmklub?’ (Tjo, nu har jeg jo sagt, jeg kan lide film, så hvorfor ik’?)
Nu er vi tekstforfattere ikke så privilegerede at kunne gå i dialog med vores læsere.
Men der er andre måder:
Få et ’ja’ i overskriften
Du har måske fnyst over klicheagtige overskrifter som ‘Vil du gerne spare mange penge på dine forsikringer?’
Men de opnår værdifulde mål; de fremkalder et positivt svar fra læseren, og de fremmer personlig identifikation med produktet.
Sørme en god start på en tekst, hva?”
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så brug lidt ekstra tid på din overskrift. Spørg dig selv, om du giver din læser et (mafioso)tilbud, der får dem til at sige ja med det samme.
Og: Hvis du vil lidt mere i dybden med adfærdsprincipper som konsistens, så har Simon lige fortalt mig, at han arbejder på en hel del nye indlæg om emnet til Publicos blog. Få fingrene i dem ved at skrive dig op her.
#3 Strø om dig med stopeffekter
Vi skimmer og scroller. Nærlæsning er næsten kun noget, vi gør os i, når vi er tvunget til det i skolen. Det er undtagelsen, ikke reglen. Så hvordan øger du sandsynligheden for, at din læser rent faktisk stopper op og engagerer sig i din tekst? Det får du en håndfuld bud på her.
????Hvem er tippet fra? Peter Schjødt har ordet igen:
”Hos mange er adfærden, når vi læser artikler, at vi scroller artiklen igennem. Og derfor er det også afgørende, at man har en masse stopeffekter, hvilket kan være at bryde artiklerne op med billeder, video, citater, infografikker, emojis, bullets, etc. Jeg bruger det selv meget i mine artikler.”
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang du skriver en tekst, så overvej, hvordan du kan lave små perfekte tacklinger på din læser, så scroll-spillet bliver stoppet for en behagelig stund. Prøv f.eks. med billeder, video, et citat, en infografik, emojis???? eller bullets. ELLER BRUG STORE BOGSTAVER, fed skrift eller kursiv. Og glem ikke bucket brigades.
#4 Sæt en krog i læseren på dette utraditionelle sted (og husk det vigtige why)
‘Tilmeld dig vores nyhedsbrev’…
‘Følg os på de sociale medier’…
De to faste vendinger har du sikkert gabt søvnigt over langt flere gange end det antal kilometer Tour de France-feltet kører på de danske landeveje i 2021 (i alt 373 kilometer).
Men hvor har du set dem? Typisk i bunden af et blogindlæg eller en side, ikke?
Både placeringen og den gængse ordlyd ’Tilmeld’ og ’Følg’ bliver udfordret nu.
????Hvem er tippet fra? Vi tager ét mere fra Peter Schjødt:
”Når man får nogen over for at læse sin artikel, så giver det jo god mening at prøve at få dem til at tilmelde sig nyhedsbrevet eller følge med på de sociale medier.
Men langt de fleste har bare SOME-ikoner i bunden af siden uden noget why. Så man får ikke nogen god grund til, hvorfor man skal jeg følge med.
Her kan man godt tænke i at fange brugerne midt i artiklen og huske at give læseren en god grund til at gøre det.
Og hvorfor lægge disse calls to action midt i artiklen?
Det kan man gøre af flere årsager. F.eks. kan det jo være, jeg som læser synes starten af artiklen lyder godt. Og derfor vil jeg gerne have mere fra afsenderen.
Her på billedet kan du se en artikel, hvor nyhedsbrevet bliver teaset i midten af teksten:”
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så overvej, om der er et utraditionelt sted, du kan hejse et flag for dit nyhedsbrev eller dine profiler på de sociale medier. Evt. midt i teksten, som Peter gør.
Kig dine ord igennem, og find det mest oplagte sted. Efter indledningen, måske? Eller ⅔ nede i teksten.
Lav et lille eksperiment, og se, om det ikke skulle kaste ønsket adfærd af sig: Et par tilmeldinger eller flere følgere.
Og nu nøjes du ikke bare med at skrive ‘Tilmeld dig nyhedsbrevet’ og ‘Følg os på Facebook’ i dit call to action, vel? Din indre adfærdsdesigner kan trylle noget stærkere frem. Så dine læsere længes efter at klikke. Hvordan? Se her, hvordan du får dit call to action til at konvertere langt bedre.
PS: Glem heller ikke at se Simon Sineks pææænt berømmede TED Talk om, hvorfor det er så effektivt at bruge et why i din kommunikation.
II) Sørg for, din læser kan trække vejret
Nu skal vi i gang med feng shui for tekstforfattere. For når du skaber plads og ro i din tekst, er der langt flere, der får mod på at gå om bord i den. Her får du to tips, der hjælper dig med netop det.
#5 Hold det helt enkelt
Less is more. Og lad os derfor suse direkte til tip #5:
????Hvem er tippet fra? Cristine Gliese Rasmussen, der er selvstændig tekstforfatter og har biksen Episk Kommunikation.
Ordet er dit, Cristine:
“Adfærdsdesign i tekster handler om at give hjernen det, den vil have. Og hvad vil den have? Den vil bl.a. have enkelhed:
Korte ord. Korte sætninger.
Og det betyder, at du skal sætte flere punktummer.
Her et eksempel:
‘Jeg elsker dig. Gift dig med mig.’
vs.
‘Jeg elsker dig, og derfor vil jeg gerne gifte mig med dig, så derfor spørger jeg dig, om du vil gifte dig med mig?’”
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så tag på mission kort: Hold både ord og sætninger korte.
Her på Tekstr_ hjælper vi dig med netop dét: Læg din tekst ind i vores lixberegner. Så viser vi dig med en gul tusch, præcis hvor du bruger lange ord og sætninger. Nemmere bliver det ikke at se, hvor du skal sætte ind.
Og lige en anbefaling: Her deler Cristine flere adfærdstips.
#6 Så mange linjer må du max bruge i et afsnit
Det her tip er til dig, der har en tendens til at skrive laaaaange afsnit.
????Hvem er tippet fra? Her et sidste indkast fra Peter Schjødt:
”Jeg prøver at holde max 5 linjer i et afsnit, så det ikke bliver en stor klump tekst, man scroller igennem”.
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så lav en regel for dig selv, inden du går i gang med at redigere:
Mine afsnit må max være på 5 linjer.
Eller 7.
Eller på 3 linjer.
For pointen er ikke, at 5 er det eneste rigtige tal. Den er, at du skal lave en reminder til dig selv, der får dig til at bruge Enter-knappen mere flittigt.
Når du laver mere luft, mindsker du nemlig det oplevede besvær ved at gå til teksten, og det giver pote i adfærdsregi. Det får flere til at læse med.
Og det leder os til et lignende tip:
#7 Glem ikke punktopstillingerne
Punktopstillinger kan bare noget:
De gør det langt nemmere at få et godt overblik over vigtige informationer og budskaber. Se bare det følgende eksempel. Man svæveflyver gennem teksten.
????Hvem er tippet fra? Det er fra Tom Jepsen, der er lærervikar i Aalborg Kommune:
“Jeg bruger overskrifter og punktopstillinger ret meget. Det er især brugbart i mails, hvor man har brug for at formidle flere ting til modtageren. Eks:
[Emnefelt i e-mail:]
Tilbud på 1 stk. produkt x som aftalt med Tom fra firma x i telefon i dag
[Selve e-mailen:]
Hej x.
Hermed tilbud som aftalt.
Som vi talte om har du brug for et tilbud der indeholder:
– produktion
– levering
– installation (senest dato xx-xx-xx)
af et stk. produkt x.
Se venligst tilbud herunder.
Tilbuddet omfatter:
1) produktion
2) levering
3) montage og test af funktion.
Tilbuddet omfatter ikke:
1) service
2) vedligehold
3) bortskaffelse.
Tilbuddet er gældende ved ordre inden dato xx-xx-xx, hvorefter pris og leveringsdato kan ændres.
Mvh.
x
Firma x
Kontaktoplysninger x og x”
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så spørg dig selv:
Kan jeg skabe mere luft i teksten ved at lave en punktopstilling, der gør livet som læser lidt nemmere?
Du skal gøre det af minimum to grunde (og husk nu også at lave din punktopstilling korrekt):
- Vi mennesker er jo vilde med det. Det er også derfor, du altid skal skrive til dovendyret i os.
- Det øger sandsynligheden for, at du får din læser til at gøre det, du gerne vil have hende til at gøre – og det er jo netop formålet med adfærdsdesign.
Så husk derfor også dette:
III Giv (endnu mere) overblik
Tik, tik, tik.
Forsvinder overblikket, så tikker den sprængfarlige irritationsbombe hurtigere og hurtigere i din læsers hoved. Her er tre tips, der kan hjælpe dig med at demontere truslen.
#8 Lav en intelligent indholdsfortegnelse
Har du lagt mærke til dem? De dukker op på flere og flere blogs: Indholdsfortegnelsen, der også fungerer som links til indlæggets underoverskrifter.
????Hvem er tippet fra? Rikke Ekelund, der er webdesigner med egen biks:
”Når man skriver et langt blogindlæg eller en guide på nettet, er det en god idé at hjælpe læserne igennem med en indholdsfortegnelse med ankerlinks til overskrifter i teksten. Således bliver læseren hjulpet til at springe til relevante afsnit. Og en lang tekst virker mere overskuelig og overkommelig”.
Se, hvordan Sleeknote eksempelvis har lavet en sådan indholdsfortegnelse (et eksempel fra Rikke). Her på Tekstr_ er vi også virkelig glade for dem. Du finder bl.a. én her i indlægget.
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så overvej, om du ikke skulle kaste dig over en intelligent indholdsfortegnelse – altså en oversigt, der hjælper dine utålmodige læsere med fluks at finde den information, de leder efter i dit indlæg.
Blogger du i WordPress, kan denne guide hjælpe dig i gang.
#9 Forventningsafstem med din læser
Her skal det handle om en lille fætter, der lynhurtigt giver dig vigtig information. Du støtter dig helt sikkert selv en del op ad ham, når du skal beslutte dig for, om du skal give dig i kast med en blogindlæg.
????Hvem er tippet fra? Det er fra Maria Kristensen, der arbejder som Release Train Engineer i Banque Internationale à Luxembourg (a.k.a. hun faciliterer gode rammer for større projekter i banken):
”For blogindlæg vil jeg foreslå at skrive, hvor lang tid det tager at læse, ligesom man med en video kan se, hvor lange de er, inden man begynder. Det fik mig for nylig til at læse et oplæg, jeg ellers ville have scrollet forbi, da det gjorde mig træt ved første øjekast”.
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så overvej, om det ikke er nu, du ikke skal plotte den forventede læsetid ind på dit blogindlæg (se, hvordan du gør. Og lov mig, du også kigger forbi denne side, der angiver tid, så man – ja – bliver kaffetørstig).
Tilføj evt. også en såkaldt progress bar, der sørger for, at din læser hele tiden kan orientere sig i forhold til, hvor langt hun er nået i teksten.
Et eksempel? Se den røde bjælke her på siden, der fortæller dig, hvor langt du er nået i din læsning.
Og en guide til, hvordan du selv erhverver dig en progress bar?
#10 Gør teksten mere overskuelig med hjælp fra en tjekliste
Vi har været inde på det før:
Når din tekst er nem at overskue, får din læser mere mod på at blive hængende. Og det kan de følgende fire elementer hjælpe dig med.
????Hvem er tippet fra? Det er fra kommunikatør Anette Hallstrøm – også med egen biks:
”Jeg prøver at gøre mine tekster overskuelige ved hjælp af overskrifter, korte afsnit, citater og billeder”.
????Sådan kommer du i gang med at bruge tippet:
Næste gang, du skriver en tekst, så brug 5 min. på at lave en lille tjekliste a la Anettes med 4-5 ting, du gerne vil have fokus på i dine blogindlæg. Formålet er, at du bliver husket på dem, hver gang du sætter dig til tasterne (så listen skal selvfølgelig ligge et sted, hvor du ser den).
Pluk et par punkter her fra indlægget. Og jeg kan anbefale også at slå et smut forbi denne tjekliste med 18 herlige punkter, der alle gør din tekst mere fængende og nemmere at læse (du kan downloade den som e-bog, printe den og have den liggende på skrivebordet).
Gør som Peter, Simon, Cristine, Tom, Rikke, Maria og Anette:
Del et af dine bedste tips med alle os adfærdsfans lige her????????⬇️
(Ah. Vil du i virkeligheden hellere ha’ flere guldkorn ind under huden på skrivefingrene? Så kan jeg her byde på 5 tekstkneb mere fra adfærdsdesign hentet fra to noget så succesfulde danske cases.)
Del dine indspark