Nu skal du høre om pomodoro-teknikken. Et trick, der er så enkelt, at jeg første gang selv tænkte:
“Bahh … det kommer ikke til at gøre en forskel for mig!”
Jeg tog fejl.
Pomodoro-teknikken vandt mit hjerte og overvandt min overspringshandlende hjerne med det vuns. For bag den forførende enkelhed (sæt et æggeur til 25 minutter) gemte sig nøglen til at drøne mig selv ind i en flowtilstand. Når jeg programmerer. Når jeg forbereder et interview. Når jeg skriver.
En af mine allerstørste udfordringer ved at skrive er, at jeg ender med at kaste mig over alt muligt andet.
Deadline nærmer sig, tekstblokken er fundet frem, og jeg får fluks lyst til at:
- Svinge forbi Netflix
- Sortere børnenes LEGO
- Lægge vasketøj sammen
- Læse op på Bonsai-træets kulturhistorie.
Fordi:
Det kræver energi at slå røven i sædet og vrikle en god tekst sammen. Og de opgaver, der kræver meget energi, har det med at ende i overspringshandlinger. Fordi det kræver mindre hjernekraft at tømme opvaskemaskinen eller rulle en tur gennem feedet på Facebook.
Rygraden står rank som kogt spaghetti.
Men deadline nærmer sig stadig, og du har brug for en teknik, der hjælper dig med at holde snuden i sporet.
Du har brug for pomodoro-teknikken.
(andre kalder det også tomatmetoden, pomodorometoden eller pomodoromodellen)
Lad os først se på, hvad det handler om. Og så dykker vi bagefter ned i, hvorfor det virker så godt.
Hvad er pomodoro-teknikken?
Navnet får det til at lyde af noget. Men pomodoro er bare italiensk for tomat. Og et tomatur er det samme som dit æggeur. Et ur, du stiller, når du skal koge pasta eller have perfekt blødkogte æg.
Men hvad har det så med din arbejdsproces at gøre?
I sin enkleste form er pomodoro-teknikken, at du vælger en opgave og sætter et ur til at tælle ned fra 25 minutter. I de 25 minutter må du kun lave den opgave. Det lyder måske lidt rigidt, men du tvinger simpelthen dig selv til kun at lave den ene opgave.
25 dedikerede minutter.
Går du i stå, føler du trang til en overspringshandling eller er kaffekoppen pludselig tom, så er det bare med at minde dig selv om, at du har startet uret, for du har en vigtig opgave. Og du skal nok klare dig gennem de sidste 8 minutter. Jeg ved, du kan.
Skal du gøre det lidt mere avanceret, så inddeler du din arbejdsdag i flere pomodori. Her arbejder du først 25 minutter og holder så pause i fem minutter. Den blok gentager du så. Efter fjerde pomodori tager du en længere pause.
Og hvor lang skal den længere pause så være? I den oprindelige definition er den lange pause på 20 – 30 minutter. Og for mig passer det rigtig godt. Det er en lille gåtur eller en frokost. I starten har du måske brug for lidt længere pauser, så er det helt i orden. Du har lige siddet to timer med skærpet fokus, du har fortjent det, og du har brug for det. I starten lavede jeg sjældent mere end fire pomodori den samme dag. Det kræver træning.
Så metoden i sig selv kræver ikke det store. Og du tænker måske – ligesom jeg selv gjorde – at det lyder for enkelt til at være godt.
Men … prøv det.
Find to timer, hvor du beslutter dig for at prøve pomodoro-teknikken af. Jeg siger ikke, at det bliver let. Og jeg har selv stirret frustreret op i loftet for ikke at bide på overspringshandlingernes smækre krog. Det kræver noget krudt, når du skal holde dit fokus på én opgave.
Hvorfor virker pomodoro-teknikken så godt?
Det er ikke én grund alene, der gør pomodoro-teknikken så effektiv. Her dykker vi ned i tre grunde til, at pomodoro-teknikken virker så godt:
- Dit aktive valg om at holde fokus
- Velfortjente pauser med god samvittighed
- Du bryder opgaverne ned i små bidder
1. Dit aktive valg om at holde fokus
Den store fordel ved pomodoro-teknikken er, at du aktivt træffer valget om, at du i de næste 25 minutter fokuserer på lige netop den her opgave.
Går du i stå undervejs? Fint nok. Du begynder ikke på noget andet. Du lister ikke ind forbi netaviserne gule breakingbjælker. Du må ikke sidde på YouTube og vente på inspirationens guddommelige lynnedslag. Du må kigge op i loftet, stirre ud i luften eller lade øjnene hvile på pomodorouret.
Og det er okay at gå i stå. No sweat. Problemet kommer først, hvis du går i stå og begynder på noget andet. For selvom det andet måske også er en vigtig opgave, så er du helt grundlæggende på vej ud af den slingrekurs, der af eksperterne bliver kaldt switch-tasking. Og uden yderligere redegørelse, så vil jeg bare sige, at switch-tasking er en dødelig gift for din evne til at arbejde fokuseret – du kan læse mere her.
2. Velfortjente pauser med god samvittighed
Den tid, hvor du overspringshandler med YouTube-videoer og så de fem minutters pause mellem hver pomodoro har noget centralt tilfælles.
Det er begge to pauser.
Men de er også helt forskellige.
For det er bare mega meget sjovere at have en arbejdsdag, hvor du efter en intens periode på 25 minutter strækker armene og giver dig selv lov til at gøre, lige hvad du vil i fem minutter.
Den fortjente pause er bedre end skyldfølelsen over at være endt med overspringshandlinger. Igen.
Så nyd de fem minutter, der er mellem hver pomodoro. Du har fortjent. Ligesom du i den grad har fortjent en længere pause, når du har lavet fire pomodori i streg.
3. Du bryder opgaverne ned i små bider
Den første bog, jeg skrev, stod på min opgavelisten som: “Skriv bog om udviklingsledelse.” Det var en pænt stor mundfuld at få den krydset af.
Heldigvis lærte jeg effekten af at bryde mine arbejdsopgaver ned i bittesmå 25-minutters-bidder. for det er meget mere overskueligt at kaste sig over:
- Skriv udkast til kapitel 4, indledning.
- Skriv udkast til afsnit om fordele ved Pomodoro-teknikken.
- Færdiggør outline med alle kapitler i bogen.
- Læs korrektur på: “SEO for tekstforfattere.”
- Brainstorm overskrifter til artikel EFU-modellen.
- Forbered dagsorden til redaktionsmøde.
- Skriv freewriting-session om kunderejsen.
Hold pomodorouret, hvor du kan se det!
Uret, der tæller ned fra 25 minutter, er dit mest synlige bevis på, at du har truffet et valg. Et aktivt valg om, at det er nu, du skal kværne dig fokuseret gennem den her opgave.
Derfor skal du også kunne se det. Fordi:
- Det er lettere at blive på opgaven, når du kan se, at der kun lige er otte minutter tilbage.
- Du presser dig selv for at nå noget på de 25 minutter.
Og ja. Det er bedre at stirre tomt ind i pomodorouret 23 sekunder end at drøne en tur forbi indbakken og spejde efter nye mails.
Find pomodoroure online
Det vælter ud med pomodoroure, hvis du først begynder at lede. Her får du mine bud på de bedste apps og programmer til at holde styr på dine pomodori både online og offline.
Ure der virker i din browser
- TomatoTimer
Den enkle version. Den kan tælle ned fra 25 minutter. That’s all you need. - Marinara Timer
Marinara kombinerer et klassisk pomodorour med en opgaveliste. Det er snedigt, fordi det hjælper dig med at få brudt opgaverne ned i mindre bidder. - Toggl
Toggl leverer – efter min mening – det stærkeste system til tidsregistrering i verden. Og i deres små tilføjelser til din browser har de lavet en mulighed, hvor den tid, du registrerer, kører i pomodori.
Ure, der virker på din computer
- Tomighty
Min favorit. Meget af mit arbejde er foran computeren, og Tomighty virker bare. Den har en møgirriterende lyd som standard, men det kan du nemt slå fra.
Pomodoroure til din smartphone
Fungerer det bedre for dig at have pomodouret med dig på telefonen, så er her et par bud på gode pomodoroure til både iPhone og Android.
Del dit bedste tip til at holde fokus i skrivearbejdet
Pomodoro-teknikken har for længst vundet mit hjerte. Det er en del af min faste værktøjskasse, hvor du også finder Freewriting, Brief Daily Sessions og Cut up-teknikken.
Men der er plads til flere gode værktøjer, der giver en bedre skriveproces. Så del endelig dit bedste tip i kommentarsporet.
Anders Rosenlund skriver
Virkelig fedt skrevet, Mark. Respekt.
Mark Buskbjerg skriver
Tusind tak for de pæne ord, Anders. Tak.
Ben skriver
Super fedt skrevet!!! Tak for du delte den viden ❤️ (og helt gratis 🙏)
Mark Buskbjerg skriver
Hej Ben
Det var skam så lidt. Og tak for de pæne ord.
Ben skriver
PS. Det at sætte uret på 25 minutter giver mig også et helt realistisk billede af hvor hurtigt tiden egentlig går – hvor lidt man faktisk kan nå. Og det motiverer mig også til at arbejde mere fokuseret fordi tiden er knap!!
Igen, tak for dit virkelig fede skriv.
Mette skriver
Tak for din fine beskrivelse af pomodoro-teknikken. Jeg vil straks kaste mig over de links, du deler, på digitale æggeure i forventning om, at overspringshandlingerne bliver færre og pauseglæden større!
Ahmad skriver
En let og overskuelig tekst. Tak.
Peter skriver
Se, dét er tomat! Forza pomodori!