”Hjælp! Lad mig komme væk!”
Ordene er faktisk dine.
Jep, den er god nok.
For du har hørt dem larme som en syttensporet motorvej i dit hoved, når du f.eks. har klikket dig ind på en hjemmeside og med det samme er flygtet – fordi du mødte en mur af tekst. En mur, som også har fået dette navn ved døbefonten: Wall of text.
Og den ser sådan her ud:
Problemet med den er, at aaalt for mange af dine læsere smutter, fordi din tekst ser svær ud at læse. De orker simpelthen ikke at gå i gang med den.
Af den simple grund, at der mangler afsnit.
Derfor skal du huske at lave masser af dem i dine blogindlæg, kundebreve, mails, sms’er, på landingssider osv.
Du skal være flittig med at bruge den Enter-tast.
Er vi ikke enige om, at det er et af verdens nemmeste skrivetips? At det er en af verdens mest lavthængende frugter? At det er indlysende, at du skal begynde at knuselske den Enter-knap på dit tastatur?
Dejligt.
Så lad os se på, hvordan du kommer i gang med mest effektivt at rive tekstmurene ned.
Her får du 4 herligt konkrete tips + en nem genvej til at blive præsident i afsnittenes mægte rige.
Hils på dem her:
Det her kan du glæde dig til at få under luppen i bedste Sherlock Holmes-stil:
- Hvad er et afsnit?
- 1) Spræng din tekst i luften – og sæt den så sammen igen
- 2) Lav benspænd på bedste Jørgen Leth-facon
- 3) Fremhæv dine vigtigste pointer ved at gøre dem synlige
- 4) Brug ’Palle alene i verden’-tricket
Og lige en lille genvej til dig: Følg de her 5 nemme trin, og bliv indsat som den næste præsident i afsnittenes mægtige land.
Hvad er et afsnit?
Et afsnit er en bid tekst med luft omkring.
I teksten her er der eksempelvis tre afsnit:
Afsnit kan både være lange og korte. Og ultrakorte.
Kunsten er naturligvis at sørge for, at de ikke bliver for lange – og at du selvfølgelig husker at lave masser af dem.
Lad os kigge nærmere på, hvordan du holder dine afsnit i kort snor:
1) Spræng din tekst i luften – og sæt den så sammen igen
Nu skal du strække din pegefinger ud.
Og den skal pege på Enter-knappen på dit tastatur.
For du skal bruge begge flittigt om et øjeblik. Eller næste gang du sidder og skal fjerne knaster i dit Word-dokument.
Når du sidder med i din færdige tekst – eller en del af den – gør du følgende:
Tryk på Enter efter hvert punktum. Easy as that.
Herefter læser du teksten igennem og ser, hvor det giver mening at samle den igen:
Kig efter de steder, hvor
- læseflowet er sprængt i stykker
- det emnemæssigt giver mening at sætte sætningerne sammen til et lidt længere afsnit.
På den måde tvinger du dig selv til at få lavet en masse afsnit på en virkelig nem måde. Altså ved at redigere din tekst med Enter-knappen.
Det er i øvrigt et fif, jeg har fra ordhøvdingen Henrik Hillestrøm, som vi rigtig godt kan li’ her på Tekstr_-redaktionen: Hop evt. forbi Theas interview med ham.
2) Lav benspænd på bedste Jørgen Leth-facon
I dokumentarfilmen De fem benspænd har Jørgen Leth fået en udfordring af Lars von Trier:
Han skal genindspille en række scener fra sin kortfilm Det perfekte menneske ud fra et sæt regler, som Trier har bestemt.
Du skal gøre de to legender efter – og du kan nøjes med at lave et enkelt benspænd for dig selv: En regel, du skal overholde, næste gang du sætter dig til tasterne.
Dit benspænd/reglen skriver du ned øverst i dit dokument eller på et stykke papir, der skal ligge ved siden af dit tastatur:
”Mine afsnit må max være på 5 linjer.”
Eller 7.
Eller på 3 linjer.
Pointen er ikke, at 3, 5 eller 7 så er det rigtige tal – men at du har lavet en tjekliste til dig selv, der får dig til at bruge Enter-knappen mere flittigt.
Så find din indre Leth frem, og få instrueret din tekst, så den bliver et hit hos din læser.
Klar til next level-tips?
Punkt 1) og 2) er de små skub, der får dig i gang med dirigere en hær af afsnit ind i din tekst, så der kommer til at være masser af luft i den (aka den uundværlige white space).
I 3) og 4) skal det handle om, hvordan du får brugt dine afsnit mere strategisk #nextlevelsgu:
3) Fremhæv dine vigtigste pointer ved at gøre dem synlige
Du skal sikre dig, at dine vigtigste pointer er synlige, så du øger sandsynligheden for, at din læsers øjne samler dem op.
Det gør du naturligvis allerede ved at lave labre underoverskrifter, som også bryder din tekst op – og ved at bruge punktopstillinger.
Men du kan også gøre det på mikroniveau i din tekst.
Og opskriften er denne:
Lav et afsnit dér, hvor der er noget af dit indhold, du gerne vil give lidt ekstra vægt – så du får lavet luft over den pointe, du gerne vil fremhæve.
Luften gør nemlig, at din pointe helt lavpraktisk bliver mere synlig. Og dét, der er fremtrædende, tillægger vi mennesker mere vægt.
Det er faktisk et princip, der hedder salience, som er snuppet fra adfærdsdesign. Og du kan med fordel tage det i brug, når du skal vurdere, hvor det giver bedst mening at lave et afsnit i din tekst.
I de sætninger, du lige har læst, ville jeg gerne fremhæve, at dette skriveråd hviler på et princip hentet fra videnskaben, da det er med til at give mine ord et skud troværdighed.
Og den pointe fik jeg sat ekstra fokus på ved at give Enter-knappen en high five, så jeg fik skubbet luft ind over pointen.
Så det kom til at se sådan her ud:
”Luften gør nemlig, at din pointe helt lavpraktisk bliver mere synlig. Og dét, der er fremtrædende, tillægger vi mennesker mere vægt.
Det er faktisk et princip, der hedder salience, som er snuppet fra adfærdsdesign. Og du kan med fordel tage det i brug, når du skal vurdere, hvor det giver bedst mening at lave et afsnit i din tekst.”
Og altså ikke kom til at se sådan her ud, hvor pointen er muret inde:
”Luften gør nemlig, at din pointe helt lavpraktisk bliver mere synlig. Og dét, der er fremtrædende, tillægger vi mennesker mere vægt. Det er faktisk et princip, der hedder salience, som er snuppet fra adfærdsdesign. Og du kan med fordel tage det i brug, når du skal vurdere, hvor det giver bedst mening at lave et afsnit i din tekst.”
Så lav afsnit dér, hvor der er noget, du gerne vil fremhæve – så du ikke unødigt får lukket døren og drejet nøglen om til en god pointe.
Det kan du i øvrigt også gøre på denne måde:
4) Brug ’Palle alene i verden’-tricket
Næste gang du skriver en tekst, skal du tænke på klassikeren Palle alene i verden. For du skal i gang med at lave Palle-afsnit.
De skaber nemlig også (se punkt 3) fokus på vigtige pointer. Og så er de med til at skabe variation i din tekst. Sådan her gør du:
Du lader en kort sætning være et afsnit i sig selv.
Kan du se, hvordan det virker? Du dvæler mere ved sætningen, da du får et visuelt praj om, at den er særligt vigtig (tænk salience, ja). Når den står mellem to længere afsnit, får den endda en helt særlig vægt.
Og det var den ene grund til, det kan betale sig at bruge Palle-tricket.
Den anden er, at du skaber variation i din tekst – og variation er med til at holde din læser vågen, som Mark går i dybden med her.
Det monotone kan nemlig lulle selv den mest tålmodige læser i søvn. Og enter drømmeland – så er din læser pænt ligeglad med dine ord.
Og så skal jeg lige høre dig:
Har du lagt mærke til, hvor glade vi er for de ultrakorte afsnit her på Tekstr_?
Vi laver gerne flere i træk.
Og det kan du med fordel også gøre.
For det er nemlig en rigtig fin invitation til din læser – hvilket er en tredje grund til at knuselske ham Palle:
Vi mennesker kan godt lide at gøre nemme ting.
Så ser din tekst nem ud at læse, kan du godt regne med at flere rent faktisk tager læsebrillerne på og sætter i sving.
Sådan bliver du præsident i afsnittenes mægtige land
Er du en af dem, der godt kunne blive lidt bedre til det med afsnit?
Så følg de 5 nemme trin her, og gør dig klar til at blive indsat som den næste præsident i afsnittenes mægtige land:
- Find et A4-ark og en tus frem.
- Skriv ’Husk at lave masser af afsnit i mine tekster’ øverst på papiret.
- Lav 5 kasser under overskriften.
- Hiv taperullen op af skuffen.
- Hæng papiret op på din væg.
Papiret er din reminder + accountability partner.
Så næste gang du skriver en tekst, har du en reminder lige ved hånden, så du får brugt den Enter-knap flittigt – og kan sætte kryds i en af kasserne.
Gå efter 5 på stribe. Altså at du får lavet masser af afsnit i dine næste 5 tekster.
Så er du godt i gang med din nye skrivevane, som gi’r dig flere læsere.
Og det her ku’ altså være hyggeligt:
Tag et billede af dit A4-ark, og lad mig se kunstværket i kommentarfeltet.
Jeg håber, du (også) får det sådan her:
Del dine indspark