“Three is a magic number …”
[fortsæt selv fløjtende, dansende eller syngende]
I dag er det blevet tid til mit sproglige favoritkrydderi: Tre-trins-raketten. Ikke fordi det er lige så fint som safran. Raketten var simpelthen en af første små tekstfinter, jeg selv lærte. De fine kalder den klassiske figur for triade eller trikolon, men jeg er vild med raketter ????
Definitionen er dejlig enkel, du kender stensikkert en af de klassiske raketter, og du kan variere formen i det (næsten) uendelige.
Det kan du glæde dig til at lære om tre-trins-raketter:
Hvad er tre-trins-raketten helt præcist?
Vi starter i internettets utallige opslagsværker. Tre-trins-raketten går også under mere formelle navne som trikolon og triade. Her finder vi følgende svar:
- En triade (gr. trias, triados tretal, trehed)[1] er et sprogligt virkemiddel, hvor en del af en sætning gentages 3 gange. Dette er med til at centimentere (<– det er en fejl i kilden, red.) et budskab og- eller skabe rytme (Wikipedia).
- Tri·kolon, gr. (s. Kolon), et, en treleddet Ting (Meyers Fremmedordbog).
En note om Trikolon: Formen er defineret som tre led, der af nogenlunde sammen længde og grammatiske form.
Vi har fat i en klassisk retorisk figur. I al sin enkelhed remser du tre ting op. Ligesom Julius Cæsar, der citeres for: “Jeg kom, jeg så, jeg sejrede” (jeg sagde jo, det var et klassisk retorisk trick).
Og tallet tre er omdrejningspunktet. To er for lidt til at kickstarte sprogets rytme. Fire bliver let for meget. Det er tre. Dak-dak-dak. Det er Rip, Rap og Rup. Det er: “Kvadratisk – praktisk – god!”. Det er den gode, den onde og den grusomme.
Men hvorfor egentlig lige 3 led?
Du kan næsten høre det, når du læser teksten højt. Rytmer kommer næsten dansende helt af sig selv, når du bruger de tre led.
Det handler om din hjernes forkærlighed for mønstre. Og tre-trins-raketten er i sin grundform perfekt. Kortfattet, rytmisk og samtidig det minimale antal led, der skal til for at danne et mønster.
For at blive klogere på effekten, så skal vi en kort tur forbi stenalderhjernen.
Kort om din hjerne, mønstre og raketter
Okay, så hvorfor er tre-trins-raketten så effektivt et sprogligt virkemiddel?
Det handler om din hjerne. Din hjerne er konstant på jagt efter mønstre. Mønstre er genkendelige, og det gør verden lettere at forstå. Din energibevidste hjerne elsker det. Den sparer masser af energi, når informationer bliver puljet sammen i mønstre.
Sker noget en enkelt gang i dit liv, så er der ikke grund til at huske på det. Sker det to gange, så er det et tilfælde. Men sker det tre gange, så er der et mønster.
Og det er drønsmart.
Det hele handler om at overleve.
For når du kan genkende et mønster, så føler du dig en lille smule mere i kontrol her i verden. Du kan ikke forudsige fremtiden, men din hjerne prøver at forudse mulige scenarier.
Der lærer hjernen mønstre. Så du ved, hvor i vandet, der er mange fisk, at de her bær giver racermave, og at fuglenes flugt betyder: Sulten sabeltiger.
Hjernen trækker på elementer, den kender og laver så et gæt på, hvad der kommer til at ske.
Mønstergenkendelse hjalp simpelthen din stenalderoldefar med at overleve. Og hjernen har ikke udviklet sig markant siden dengang.
Det er den mønsterelskende hjerne, du skriver til med tre-trins-raketterne.
Leg med raketterne
Tre-trins-raketterne fungerer godt på sætningniveau i deres mest almindelige form. Kort. Præcis. Rytmisk. Det er i definitionen af trikolonen, at det er tre elementer i nogenlunde samme længde og form.
Som den her fra et udkast, jeg har liggende i skuffen efter en skriveøvelse:
“Willys far var også direktør. En sabelslugende, kaninfremtryllende og pallietpåklædt direktør. Engang råbte han stolt ud over manegens 4,3 diameter store gulvdug. Nu råber han mest af mor.”
De tre korte, rytmiske led er en glimrende måde lige at banke budskabet fast hos din læser. Det er som at drysse husketryllestøv ud over din tekst.
Men du kan selvfølgelig også lege med andre variationer.
Du kan variere din tre-trins-raket ved at bryde med den korte og kontante rytme. Det kan du bruge til at ruske op i læseren og markere, at her sker noget, der kræver ekstra opmærksomhed. En simpel variation er to korte hug og så en længere – lidt legende – sidste sætning.
Her er et eksempel fra bogen: “Få styr på den effektive arbejdsdag“:
“Du skal fjerne notifikationer på din smartphone. Det er både fra Instagram, Facebook og den evigt dårlige samvittighed over, at du ikke lige har fået gjort noget ved de 1279 e-mails, der ligger og venter på dig.”
Eller her fra bogen “How to Write with Power and Authority, Even if You Feel Like a Nobody”:
“As writers, our toolbox may seem limited. We can’t shout. We can’t use body language. We can’t even bang on a table to add weight to a message.“
Det bryder med læserens forventning om, hvad der skal ske. Hjernen genkender de to første trin og forventer endnu et kort hug. Her kan du allerede i tredje led bryde med forventningen. Finten er, at du bryder rytmen på en måde, hvor du stadig bruger det klassiske mønster og får understreget din pointe.
Inden vi skyder de sidste raketter af, så tager vi lige en mini-deroute, der knap får sin egen overskrift.
Vi skal nemlig lige vende en gruppe af performere, der mestrer den brudte forventning til perfektion: Komikerne.
I stand-up comedy er det et velkendt greb at bruge de første to led til at bygge forventningen op. I det tredje led bryder du så publikums forventning.
Her er et eksempel fra Jon Stewart:
“I celebrated Thanksgiving in an old-fashioned way. I invited everyone in my neighborhood to my house, we had an enormous feast, and then I killed them and took their land.”
– Jon Stewart
Men tilbage på sporet. Vi kan ikke have det sjovt hele dagen. Nu er det din tur til at komme på banen.
Skyd din bedste raket afsted i kommentarsporet
Tjek notesbogen, kast blikket på din swipefile og find dine egne favoritraketter frem. Nu er det tid til at hylde de stærkeste, sjoveste og mest underfundige tre-trins-raketter, du nogensinde er stødt på.
Kommentarfeltet er åbent.
Del dine indspark