Din tekst skal skabe et resultat.
Det er målet.
Det kan være en tekst, der skal trylle et svar fra din chef frem. Eller en tekst på hjemmesiden, der skal konvertere besøgende til nyhedsbrevet. Og det kan være en produkttekst, der får salget til at eksplodere.
Målet er, at du skal have mennesker til at gøre noget bestemt.
At være specifik handler om at skabe konkrete og levende billeder i hovedet på din læser. Det handler om at bruge det specifikke til at fange og fastholde opmærksomhed på det helt rigtige tidspunkt.
Så læseren surfer smooth gennem din tekst, indtil du … BLAM … rammer dem med specifikke detaljer, der får dem til at holde fast i lige præcis den her del af teksten.
I dag skal vi se på, hvordan du gør tekst specifik. Og hvordan du gør det på de helt rigtige steder i din tekst.
Lad os starte med en lille gætteleg.
(Bare rolig, du skal nok klare den)
Hvad tror du virker bedst?
- Gør som andre tekstforfattere 👉 Sælg mere, når du læser nyhedsbrevet fra Tekstr_
- Gør som 2.000+ tekstforfattere 👉 Sælg mere, når du læser nyhedsbrevet fra Tekstr_
- Gør som 2184 tekstforfattere 👉 Sælg mere, når du læser nyhedsbrevet fra Tekstr_
Vinderen er tredje forslag. Men hvorfor?
Fordi den er mere specifik end de andre. Og eksemplet er selvfølgelig håndplukket til at vise dig det på en enkel måde.
Det virker, fordi det helt specifikke tal (2184) fortæller os, at det må være et virkeligt resultat.
Det er så præcist, at det virker usandsynligt, at jeg har fundet på det.
(Og jeg kan afsløre, at tallet bliver opdateret automatisk to gange i døgnet via en lille stump kode – så det er fresh-as-a-fish 🦈)
Det virker simpelthen ulogisk for os, at nogen skulle lyve, hvis tallet er præcist.
Et vagt estimat får en lille alarmklokke til at ringe: “Er det nu også rigtigt?”
2.000+ lyder som noget, du bare finder på. Eller noget, du siger, når du næææsten har 2.000 abonnenter.
Et specifik tal bryder det smukke harmoniske mønster. 2.100 ser pænt ud. Det glider lige gennem øjnene. Men 2184 er skævt og får lige hjernen til at stoppe op og registrere tallet. Det fanger øjet, skaber nysgerrighed, virker autentisk og viser, at du går op i detaljen.
(Og altså … Nu har jeg kodet den funktion op med vores API, så du kan se at præcis 2184 andre tekst-nørder allerede læser med på vores nyhedsbrev. Så skal det også udnyttes. Smut ind og tilmeld dig nyhedsbrevet her. Du får dig en fest.)
Det er reglen, du skal lære i dag. Vær (ultra!) specifik. I din overskrift. I dit call-to-action. I dine testimonials. Jo mere specifik, du kan blive, jo mere overbevisende bliver din tekst.
Og tal er selvfølgelig en oplagt måde at blive specifik, men du kan roligt glæde dig til, at du lige om lidt lærer en hel bunke af teknikker til at gøre din tekst mere specifik.
Men først …
Hvad kræver det at skrive specifikt?
En oplagt første pointe er, at det kræver specifikke tal. Og det er måske rigtigt nok. Men at være specifik er ikke kun at bruge tal. Tal er bare en virkelig let måde at gøre det på.
(Behøver jeg at nævne, hvordan vores 2184 læsere på nyhedsbrevet fungerer som et glimrende eksempel?)
Et tal gør ting specifikke in-a-flash:
Før: Brugerne elsker produktet
Efter: 87 % af kunderne svarer, at de har brugt produktet dagligt
Men der er noget, der er vigtigere end at have tal.
Det vigtige er at have ét klart mål for din tekst. Du skal ville én ting. Jeg kunne fristes til at skrige med fråde rundt om munden som en gammel oberst: Dit mål skal – fanme også – være specifikt.
Du skal ville én ting med din tekst. Ikke to. Én.
Men skal du så altid være specifikt?
Nej. Du skal ikke altid være specifik. Enten fordi det kan skade troværdigheden i din tekst, eller fordi det kan give dig en tur i den juridiske vridemaskine, hvis du kommer for langt frem i skoene.
Lad os tage et eksempel.
Skrev jeg:
“Vink dig let – tab dig 12,3 kg på 17 dage med banebrydende vinketræning”, så var det selvfølgelig meget specifikt.
Men selvom min egen undersøgelse af tidligere klienter faktisk viser, at de i snit har tabt sig 12,3 kg på 17 dage, så står der hurtigt en skuffet vinke-motionist tilbage, når hun ikke når det friske og optimistiske (men meget specifikke) resultat på Vink Dig Let(™).
Konklusion: Du skal kunne holde, hvad du lover.
Der er også tilfælde, hvor det at blive specifik gør teksten forvirrende eller distraherende. For det kan godt være, at den mest specifikke og akkurate beskrivelse er at sige: “Afmonter armaturet”, men hvis jeg ikke fatter, at du beder mig om at skrue vandhanen af, så nytter det ikke noget.
Når det specifikke bliver internt i en kultur, jargon i en branche og lignende, så kan der ske én af to ting:
- Du styrker din autoritet hos nogle læsere (dem, der kender jargonen)
- Du støder læseren væk (dem, der ikke kender jargonen)
Du skal bruge et sprog dine læsere forstår.
Det handler om at få din tekst til at flyde. Introducerer du noget meget specifikt, der ikke giver helt konkret mening i forhold til din tekst, så bliver det forstyrrende.
(Men bruger du det til at overbevise eller eksemplificere noget vigtigt, så giver det god mening at fortælle, hvordan 2184 læsere på dit nyhedsbrev er klar til at få selskab. Right?)
Husk det:
Brug det specifikke til at styrke troværdigheden og gøre budskabet tydeligt hos din målgruppe.
Øg konverteringsraten med 73 %, når du er specifik
Marketingexperiments.com testede deres overskrifter. Og sikrede en 73 % bedre konverteringsrate.
Det vil du også gerne prøve på din tekst. Så lad os dykke ned i undersøgelsen og suge lidt læring ud:
Først skrev de 6(!) forskellige overskrifter:
- Kontrollen (den afslører de mærkeligt nok ikke)
- Dental Plans for $8.33 a month. Acceptance Guaranteed.
- Over 55,000 Dental Care Providers. Acceptance Guaranteed.
- Dental Care Coverage. Best Price Guaranteed.
- Low Cost Dental Care for the Uninsured.
- Best Price Dental Care – Without Insurance.
Så testede de løs.
Og fik de her resultater. Ikke flere læsere. Ikke flere visninger. Men iskolde cool-cash-konverteringer:
- -5.68 %
- 72.76 %
- 26.41 %
- -68.43 %
- -20.44 %
- -5.11 %
Version to med det ultraspecifikke beløb klarede sig bedst. Version tre med et præcist – men afrundet – tal scorer en andenplads. Men ikke i nærheden af førstepladsen.
I version 2 gør de både overskriften specifik og fremhæver en stærk selling point: Lav pris.
Kombinationen får konverteringerne til at stikke af.
Desværre skriver de ikke noget om størrelsen af deres undersøgelse. Så det er umuligt at tjekke eksempelvis signifikansniveau* for resultaterne.
Og den manglende information kan vi lige dirigere en generel huskeregel ud af:
Du skal både lære, at det virker smask-hamrende godt at være specifik. OG at du selv skal teste dine egne overskrifter og tekster, så du ved, hvor godt det virker hos dig.
*Hvad er signifikansniveau?
Signifikansniveau er en beregning, der fortæller os den statistiske sandsynlighed for, at vores resultat ikke bare er en tilfældighed.
Kort sagt, så er der markant forskel på, om de har vist deres tekster til 300 eller 300.000 mennesker.
4 råd til at blive mere specifik i dine tekster
Råd #1: Brug præcise tal
Har du et præcist tal, så er det en god måde at blive specifik på.
Har du læst med indtil nu, så har du formentlig fanget det:
Brug præcise tal, når du har dem. Det er en nem og virkelig hurtig måde at gøre din tekst mere overbevisende.
Råd #2: Aktiver læserens sanser
Kan du dufte et ord?
Det lyder måske lidt flippet. Men jo, det kan du godt. For du kan bruge sanseord til aktivere din læsers sanser. Lige fra høresansen til duftesansen.
Helt konkret, så aktiverer sanseordene vores hjerne (mere præcist det somatosensoriske cortex). Og det aktiverer vores sanser.
Så når du har haft mange forhindringer på vejen, gør du det med et snuptag mere specifikt for din læser ved at skrive:
Der var mange bump på vejen.
Fordi ordet bump aktiverer følelsen af at køre over et bump. Du mærker det lille riv i ryggen og det kortvarige løft fra bilsædet, når du passerer et vejbump med bare tre kilometer for meget i timen.
Her får du en guide med 33 eksempler på, hvordan du bruger sanseord i dine tekster.
Råd #3: Brug detaljer
Du har ikke bare været i Aalborg. Du har mærket havneluften rive i næseborene, du har set dobbelt i Jomfru Ane Gade, eller du er blevet revet i kraven med trusler om tæsk foran Burger King.
Jeg har prøvet alle tre (go Aalborg!), og detaljerne hjælper med at aktivere din læsers forestillingsevne og placere hende som en aktør i din fortælling. Selvom din læser ikke er blevet truet med tæsk, så aktiverer du en følelse i hende. For hun kan levende forestille sig det.
Og det er altså ikke, fordi du skal battle-teste dine tekster mod J. K. Rowling og Stephen King, når jeg siger, at du skal sparke liv i læserens fantasi og forestillinger. Du skal bare drysse det ind i teksten. Lige dér, hvor du gerne vil aktivere din læser og mejsle billedet fast.
Hvordan vil du gøre din næste tekst mere specifik?
Og til sidst får du en specifik opfordring:
- Vælg ét af de 3 råd, du vil bruge i din næste tekst.
- Skriv det på en lap papir.
- Placér papiret på skrivebordet foran dig.
Go’ fornøjelse.
Del dine indspark