En 404 fejlside bliver vist, når du indtaster en URL, der ikke eksisterer. Det kan være til en side, en fil eller andet på nettet. Går du til https://tekstr.dk/gobligok/ – så ser du eksempelvis vores 404 fejlside (ik’ stor kunst – du kan finde inspiration til lækre 404-fejlsider her).
404-siden er en blind vej for de besøgende og opstår eksempelvis,
- hvis en URL til en webside er blevet ændret
- der er en fejl i den indtastede URL
- linkstrukturen på en side er blevet ændret uden korrekt viderestilling af links
- hvis du ikke har styr på dine 301 redirects.
Heldigvis kan du gøre meget for at undgå 404 sider, hvis du løbende sørger for at tjekke op din side.
Hvorfor hedder det en 404-side?
Hver gang du indtaster en adresse i browseren beder du om at gå til et specifikt sted på internettet. Det hedder et request. En forespørgsel du laver til en server: “Kære server. Vil du være så venlig at vise mig denne side?”
Serveren sender så et svar tilbage. Det kalder vi HTTP response. Og fordi det kommer som et tal, der bærer en bestemt betydning, så kalder vi det en HTTP response code.
Virker siden som den skal og helt uden dikkedarer, så svarer serveren tilbage med ‘200.’
Har du lavet et redirect, der videresender brugeren til en anden URL, så kan svaret være ‘301.’
Og eksisterer siden simpelthen ikke – uanset årsagen – får du HTTP response code med ‘404.’
Helt præcist får du ‘404 – Not found.’ Det fortæller os, at der er et problem.
Den gode 404-side
Alle servere har en 404-side. Standarden er formentlig bare en hvid baggrund med noget gråt tekst formuleret i en finurlig og teknisk jargon.
Det er en elendig brugeroplevelse. Derfor skal du selvfølgelig lave din egen 404-side.
I de fleste designskabeloner til eksempelvis WordPress får du en minimalt designet 404-side. Og så er det jo løst. Eller hvad?
Lander dine besøgnde på en 404-side, så er der en god risiko for, at det er dig, der har lavet bøvl:
- Måske har du lavet en fejl i et internt link?
- Måske er der blevet delt et link med en fejl i på de sociale medier?
- Måske har du ændret dine URL’er uden at lave ordentlige redirects fra de gamle adresser?
Forklaringerne kan være mange. Men de er aldrig et argument for at spise dine besøgende af med en sløj brugeroplevelse.
Skulle dine besøgende knalde panden i muren og på en 404-side, så kan du bruge nogle enkle tricks til at hjælpe dine besøgende videre:
- Indsæt et søgefelt
- Link til dine mest populære (eller mest indbringende) artikler og produkter
- Gør det sjovt og memorabelt, så den besøgende har lyst til blive hængende på trods af din brøler
Der findes også løsninger, hvor et system prøver at gætte på, hvad der er det mest relevante indhold dine besøgende og derfor sender dem direkte videre til et stykke indhold. Det lyder drønsmart, men min erfaring er, at de systemer:
- Fungerer relativt dårligt (de gætter simpelthen for dårligt).
- Brugeren får stadig ikke det indhold de søgte (de henviser med lidt held bare til noget relateret indhold).
- Du får ikke rettet årsagen til problemet (det er falsk tryghed).
Og med det in mente, så behøver vi heller ikke snakke om løsningen med bare at sende alle 404-fejl til din forside. Vel? Det forvirrer dine brugere. De troede, at de var på vej ind på en artikel om Maslows behovspyramide og nu står de pludselig på en vilkårlig forside.
Nej. Det er vores optik bedre, at du erkender din fejl, står ved din 404-fejlside og gør den til en god brugeroplevelse.
Se dine 404-fejl i øjnene og få dem fikset løbende. 404-fejlsiden er også din mulighed for at sige pænt undskyld, fordi der er rod i systemet. Når du tager fejlen med oprejst pande, så har du også muligheden for at hjælpe din bruger videre. Du kan give dem et søgefelt, populære produkter eller simpelthen bare en lille, sjov ekstra oplevelse, der også er med til at sætte en streg under dit brand.
Monitorer antallet af 404-fejl på din side
Der findes mange værktøjer, der kan scanne din side for potentielle 404-fejl. Du kan eksempelvis bruge:
- Siteliner (1 gratis scan hver måned)
- Screaming Frog (første 500 url’er er gratis)
- Ahrefs Site Audit (betalt)
- Har du WordPress kan du eksempelvis installere pluginnet Broken Link Checker
- Google Analytics og SiteImprove tracker det også
Målet er selvfølgelig at så få besøgende som muligt lander på din 404-side. Derfor skal du sørge for, at du har et system eller en fast procedure for at få tjekket op på, hvilke URL’er dine besøgende lander på ved en fejl. Så du hurtigst muligt får det fikset.
Det interessante du skal bruge, når du monitorerer 404-fejlsider er selve den URL, der udløser fejlen. En 404-side fungerer nemlig sådan, at den rent visuelt er ens for alle. Så uanset om du besøger https://tekstr.dk/gobligok/ eller https://tekstr.dk/jeg-fejler/, så får du vist den samme 404-side.
Her er værktøjer som Screaming Frog og Ahrefs Site Audit ret smarte. De fortæller dig præcis hvilken af dine sider, der linker til en 404-side, så du let lige kan drible ind og rette det til.
Med Ahrefs Site Explorer kan du også se, om andre linker til dig med en forkert URL, som giver en 404-side. Så kan du enten sætte et 301-redirect op, så linket nu peger hen på en relevant side, eller få ejerne af den anden side til at rette deres link til dig (det er ofte muligt, hvis du skriver sødt til dem).
Hvad sker der, når du får en 404-side?
Når du besøger en hjemmeside, så beder din browser den pågældende server om at levere indholdet på en specifik URL. Langt de fleste gange, så går det fint og du får indhold tilbage, der matcher dine forventninger. Du går eksempelvis til https://tekstr.dk/app og får ganske korrekt vores lixberegner serveret.
Hver gang din browser beder en server om at få vist en bestemt URL, så får den et svar tilbage. En del af det svar er en såkaldt HTTP standard response code. Hvis det hele bare kører, så den svarkoden 200 tilbage. Men hvis der er en fejl, og serveren ikke har indhold på den URL, du har spurgt til, så er svarkoden 404.
Den komplette liste med svarkoder er ret lang. Men 404 svarkoden er klart en af de vigtigste.
Hvorfor er 404-fejl skidt for min SEO?
Googles robotter crawler internettet ved at hoppe fra link til link. De bevæger sig roligt ned over en side, noterer alle links på siden og stiller dem i kø. Sådan bliver det ved. Køen vokser til en svimlende sum af URL’er, der alle skal crawles igennem og vurderes i forhold til Googles enorme index af indhold.
Og hvad sker der så, når du serverer en 404-fejlside for robotten? Du sender direkte et signal om, at du ikke har styr på din linkstruktur. Måske ender det med, at robotten slet ikke crawler centrale sider på din hjemmeside. Og så begynder noget så enkelt som en lille fejl i et link et sted pludselig at gøre skade.