Zap
Hvad var det?
Det var motivationens inspirerende lyn, der slog ned. Den guddommelige kraft, der overtager dine fingres bevægelser, imens du fuldstændig ude af kontrol hamrer tekster ud.
Det er det vi alle håber på, ik’?
Jeg har selv håbet en del. Siddet på YouTube og ventet på musens søde musik i mine ører.
Ventet på det øjeblik, hvor brikkerne falder på plads oppe i hovedet, og jeg som en djævlebesat troldmand knokler løs i tastaturet og skriver, så røgen står op fra mellemrumstasten.
Tit er starten på en ny tekst en skør dans. Først et par forsigtige tastetryk – klik, klik, klik – inden du febrilsk fægter efter den digitale rettelak.
Er det nu godt nok?
Men nu skal du høre noget, vi skribenter gentager igen og igen, men alligevel glemmer, når vi selv sidder ved tasterne: Ingen hamrer magiske tekster ned i første hug.
(Hvis du kan, skal jeg øjeblikkeligt i mesterlære. Pris: underordnet).
Gode tekster bliver knoklet frem. Du justerer lidt her. Gnidrer lidt der. Nogle dage sker det med kærlighed. Andre dage med en stædig og indædt vrede.
Men…
Hvad skal du gøre, når der bare ikke er noget tekst at justere på? Når der ikke er nogen sætninger at finpudse. Når fingrene står lige så usikkert på dit tastatur som Bambi på isen.
Jeg har siddet fast et utal af gange. Og jeg har samlet mange teknikker op. En af dem, jeg stadig vender tilbage til, er Brief Daily Sessions. Og det er lige præcis den teknik, du skal lære om nu.
Så glæd dig til at høre mere om:
Hvad er Brief Daily Sessions?
Brief Daily Sessions er en metode, der bygger på Robert Boices ret omfattende forskning i skriveprocesser. Og Brief Daily Sessions er hans bud på en god skriverutine, der ikke brænder dig ned, men holder dig kørende på en god måde.
Robert Boice skriver i How Writers Journey to Comfort and Fluency om en overordnet filosofi for tekstproduktion, han kalder Brief Daily Sessions: Korte, daglige skrivesessioner. Hans forskning viser nemlig, at de korte, daglige sessioner stimulerer motivationen, kreativiteten, flowet og forestillingsevnen.
Lyder lækkert, ik?
Ja. Men hvordan foregår det så?
I en Brief Daily Session skriver du frit og producerende i en periode på mellem 15 og 60 minutter. Frit og producerende betyder kort sagt, at du skriver uden at se dig tilbage. Du skal kun skrive, ikke redigere. Det hjælper dig til at komme ind i en flowtilstand, fordi den her daglige session indeholder et vigtigt element: Din viden om, at du kommer til at skrive om og redigere din tekst senere. Og det kan være en god hjælp til at dæmpe din indre kritiker. For så gør den her slåfejl ikke så meget, og du kan altid få skrevet det her afsnit skarpere.
Du må gerne tage flere sessioner på dit skriveprojekt om dagen. Men du skal helst ikke have for lange pauser mellem dine sessioner. Robert Boice opfordrer til, at du kommer i kontakt med skriveriet hver dag. At du lige sætter dig ned og begynder at generere noget tekst.
Læg mærke til, at det ikke handler om, hvor meget tekst, du skriver. Eller hvor god den er. Bare der er et eller andet, så er du i gang.
Brief Daily Sessions er en teknik, hvor du hele tiden er lidt i gang med din tekst. Den kommer altså ikke til at gemme sig i skuffen. Og det gør det nemmere at glide ind i projektet igen dag efter dag. Derfor er Brief Daily Sessions også bedst for mig, når jeg skriver på lidt større ting. Det kan være en rapport, en lang artikel eller et bogprojekt.
Kommer jeg først fra skrivearbejdet på en bog, så er det et mentalt maraton at komme tilbage i flowet, når jeg åbner dokumentet efter bare en uges skrivepause. Omvendt holder hverken min hjerne eller mine hurtigklikkende, tastaturkrummede fingre heller ikke til lange, daglige skriveeskapader (jeps, vi kommer tilbage til det med vigtige pauser).
Kører jeg derimod på med en eller to daglige – fokuserede og intense – sessioner på et projekt, så er der løbende fremdrift. Det letter mig for mange frustrationer.
Så nu giver jeg den lige som Luther for en stund og hamrer fordelene op, hvor alle kan se dem:
- Du skriver hver dag
- Du lærer at komme hurtigt ind i skriveprocessen
- Du har dit skriveprojekt frisk i hukommelsen
- Du bygger en god daglig skrivevane
- Du dæmper din indre kritiker, fordi du ved, at du kommer til at skrive det om.
Snup vores e-bog om at skrive i flow lige her
Her får du 7 råd + 2 konkrete teknikker, der får dine fingre til at danse over tastaturet. Og det koster hverken klejner eller kroner.
Humlen: Du skal have noget at redigere i
Jeg har knaldet ret hårdt i gonggongen for en bestemt påstand i den her aritkel:
Tekster bliver redigeret frem.
Så nu tager vi lige et par linjer, hvor jeg svinger den kæphest rundt i manegen, så du aldrig glemmer det igen:
Skriv. Hvad som helst. Bare skriv.
Hvorfor? Fordi du skal have noget at redigere i.
Skal du have et lille stykke litterært folklore at huske det på?
“Start writing, no matter what. The water does not flow until the faucet is turned on.”
Ordene er fra Louis L’Amours. Og med det navn må der være noget om snakken.
Et skrivestop kan faktisk være nødvendigt
Skrivestop. Blokaden. Den dræbende og drænende dans med dit dundrende tomme dokument.
Det stop vil du gerne undgå.
Men lad os prøve at vende det på hovedet for en stund. Måske er skrivestoppet nødvendigt. Ligesom en pause, hvor hjernen i det ubevidste lige får brikkerne til at falde på plads, imens du vasker hår, vinduer og gulv.
Du skal selvfølgelig ikke gro fast på sofaen med kattevideoer og Candy Crush (ja, det er måske lidt lang tid siden, jeg var med på app-spil-beatet).
Skrivestoppet er naturligt. I stedet for at famle febrilsk efter det perfekte næste skridt, så prøv at skrive det frem. Lyder det svært, så findes der heldigvis mange teknikker til det:
En af dem hedder freewriting (det har vi sågar bygget et lille værktøj til at hjælpe dig med). En anden ‘sluk skærmen’, hvor du i bedste Sandra Bullock-stil tager bind for (skrive)øjnene og derfor ikke kan redigere, når du først begynder at bevæge fingrene over alfabetet.
En tredje er så Brief Daily Sessions, hvor du også øver dig i at associere frit, undersøger nye veje og lege løs. Og – måske vigtigst af alt – accepterer, at det både kan ende med at være løsningen på alle dine problemer, eller måske ikke lige giver dig noget den dag.
Hola. Få endnu flere råd til at udrydde frustrationsflækkede blyanter og skrivestop.
Derfor skal du give slip (tør du?)
Skrivearbejdet er en kreativ proces. Du jonglerer rundt med viden og idéer. Det hele skal flettes sammen på en måde, så det giver mening for din læser.
Der er nogle faktuelle ting du kan få plads. Hvornår er Robert Boice født? Hvad hedder hans bog?
Men der er også store dele, du selv skal tromme ud af tastaturet.
Den del af processen kræver, at du tør slippe kontrollen. Måske bare for en stund. At du aktivt og legende går ind i teksten. Famler dig frem gennem tilfældige idéer og lystigt skider hul i stavefejl, tegnsætning optimering af ordstillinger. At du bare markerer med x’er, når du mangler et par facts.
De første linjer kan sagtens være noget værre skrald. De næste er måske ikke så meget bedre, og nogle dage bliver det slet ikke særlig godt. Men jeg skriver hver dag. Og redigerer det gode frem. Fordi det virker.
Og hey. Når du slipper kontrollen og skriver mere frit, så øger du også dine chancer for at hoppe direkte ind i det optimale skriveflow.
Vi hjælper dig: Slip kontrollen 10 min. hver dag med #skriv66
Thea her fra Tekstr_ har fået en storartet idé, der gør det lidt nemmere at komme i gang med brief daily sessions. At tage udfordringen op og øve dig i at skrive frit og frejdigt.
Øvelsen er egentlig ikke kompliceret. Hver dag i 66 dage starter du dit mest elskede skriveredskab og skriver frit, genererende og helt uden at se dig tilbage. 10 minutter. Det er alt, det tager.
Det er korte, daglige sessioner – hvor du leger. Prøver. Famler. Falder. Og i små glimt rammer ind i en usleben diamant, der skal gemmes og forfines, når øvelsen er slut.
(PS: Vi har lavet et værktøj til netop det – find det lige her)
Thea er i fuld sving. Jeg er det også. Og vi deler små bidder af vores øvelser på Twitter. Dem kan du finde på hashtagget #skriv66. Du er velkommen til at dele dine ting også.
Det er en fuldstændig vild øvelse, hvor du dag for dag bliver bedre til både at slippe kontrollen og slippe for den.
Skal du være med?
Del dine indspark