Dit drømmejob er lige blevet slået op.
Du vil til den samtale.
Hvad gør du?
Lidt usikker?
Jamen så se her:
Du skal over på din modtagers banehalvdel og gøre dig målfarlig.
Og ja – den metafor er så slidt, at den har lapper på både knæ og albuer.
Men den har siddet fast i mit hoved, lige siden jeg var på en workshop hos min a-kasse for en håndfuld år siden. Og nu får den lov til at leve videre her.
Så lad os kigge på, hvordan din ansøgning bliver lige så målfarlig som Messi.
Jeg har støvet en af mine gamle ansøgninger af. En ansøgning, der gav mig hul igennem til en samtale. Og jobbet (som kommunikatør) blev mit. Så den ansøgning skal du ha’ et par bidder af.
Er skrivestøvlerne snøret?
Super.
Sæt i gang:
De 3 ting, der gør din ansøgning målfarlig:
1) Skriv en fængende overskrift til din ansøgning
Hvad er en god overskrift?
Det er en overskrift, der får din (måske) kommende chef til at sætte kaffekoppen fra sig og læne sig opslugt ind over tastaturet.
Som copywriting-virtuosen Eugene M. Schwartz skriver om overskriftens kunst:
“Your headline has only one job – to stop your prospect and compel him to read the second sentence […].”
Din overskrift skal få din læser til at stoppe. Og læse videre.
Men hvordan gør man så liiige det?
Jo, det gør man ved at bruge den vigtigste ingrediens, man overhovedet kan komme i nærheden af, når det handler om overskrifter:
Læserens egeninteresse.
Fordi:
“The best headlines are those that appeal to the reader’s self interest, that is headlines based on reader benefits. They offer readers something they want – and can get from you“.
Ordene er fra tekstforfatterlegenden John Caples.
Humlen er, at overskriften skal tilbyde læseren noget, hun gerne vil have. Noget, der taler direkte til hendes egeninteresse – dvs. en læserfordel eller et læserudbytte (se her, hvordan du finder dem).
Eksempel – sådan gjorde jeg
Okay.
Lad os kigge på, hvordan du konkret kan skrive en go’ overskrift til din ansøgning – med afsæt (boiiing) i den ansøgning, jeg lige har givet en tur med min grønne støvklud.
Men først skal du høre, hvad der stod i selve jobopslaget. Så du ved, hvad min overskrift var et svar på.
I opslaget stod der bl.a. om kommunikationsafdelingen, at ”… vores kerneopgave er at sikre, at teksterne til vores kunder er af høj kvalitet.”
Og at ”Din kerneopgave er at løfte tekster. De skal helt derop, hvor de bliver til god kundeservice og gode kundeoplevelser.”
Altså:
Kvalitetstekster.
Den gode kundeoplevelse.
Det er to af de vigtigste elementer for afsenderen. Det er det, de leder efter.
Det bliver derfor de to elementer, jeg vælger at have fokus på i min overskrift i ansøgningen – for at få fokus på læserens egeninteresse.
Og så formulerer jeg min overskrift, så den viser, hvad de får, hvis de vælger mig. Hvad jeg vil levere til dem som deres nye kommunikatør.
Her min overskrift:
”Kvalitetstekster, der giver gode kundeoplevelser”
2) Fasthold din læser med gode underoverskrifter
Der er én ting, der meget hurtigt kan forsegle døren til jobsamtalen med gaffatape:
At din ansøgning er en massiv tekstblok:
At den er den er en ’wall of text’ (sådan cirka tekstforfatningens svar på en gyserfilm).
For bygger du en mur af tekst, er det alt for sandsynligt, at din arbejdsgiver skynder sig at bladre videre til den næste ansøgning i bunken.
Det er derfor, du skal ha’ sneget en 2-3 underoverskrifter ind i din ansøgning.
Og der er kæmpe bonus ved at gøre det:
Udover at gøre din ansøgning mere indbydende, kan du highlighte et par fordele ved at vælge netop dig.
Det er win-win det der med underoverskrifter.
Lad os se nærmere på, hvordan du kan skrue dem sammen:
Eksempel – sådan gjorde jeg
Du skal selvfølgelig huske a-kassens råd:
Du skal over på din modtagers banehalvdel og gøre dig målfarlig (jep, tænk Messi i GIF’en).
Du skal vide, hvad arbejdsgiveren sidder og leder efter i bunken med kandidater.
Egeninteressen skal i spil igen.
I opslaget til den stilling, jeg søgte, stod der for eksempel:
”I [virksomhedsnavn] er vi ambitiøse med vores kundekommunikation. Tit er det vores tekster, der byder vores kunder velkommen og hjælper dem til rette. Det sker i et godt sprog, der matcher vores brand.”
Det oversatte jeg til den her underoverskrift:
”Kunder, der føler sig velkomne og til rette hos [virksomhedsnavn]”
Arbejdsgiverens egeninteresse er i fokus ved at stille skarpt på udbyttet, jeg gerne vil byde ind med.
3) Skab troværdighed med eksempler
Formålet med din ansøgning er at vise at du er et godt fagligt match.
Og det er der rigtig mange, der glemmer.
Faktisk er det den mangel, arbejdsgivere oftest ser, når de sidder og leder efter nålen i høstakken.
I en analyse lavet af konsulenthuset Ballisager svarede 55 % af de adspurgte arbejdsgivere, at beskrivelsen af det faglige match mellem ansøger og jobbet er en mangelvare.
Så lad os kigge lidt på, hvordan du kan vise, at I er match, der bør få kirkeklokkerne til at ringe.
Jeg anbefaler, du bruger den helt klassiske argumentationsmodel, hvor du kommer med en påstand og underbygger den med et belæg:
Jeg kan hjælpe jer med [påstand], fordi [belæg].
På den måde kan du på troværdig vis via eksempler få vist, at du har den faglighed, de leder efter.
Eksempel – sådan gjorde jeg
Her er et par af de fagligheder, som blev efterspurgt til jobbet, jeg søgte:
”Din kerneopgave er at løfte tekster. De skal helt derop, hvor de bliver til god kundeservice og gode kundeoplevelser. Teksterne får du fra hele virksomheden. […] Samarbejdet om teksterne sker så på tværs af hele organisationen – fx med marketing, produktudviklere, jurister, systemeksperter og kunderådgivere.
Og:
”I [virksomhed] er vi ambitiøse med vores kundekommunikation. Tit er det vores tekster, der byder vores kunder velkommen og hjælper dem til rette.”
Sådan svarede jeg:
”Kunder, der føler sig velkomne og til rette hos [virksomhedsnavn]
Den vigtige opgave med at skrive tekster til kunderne i øjenhøjde, vil jeg løse ved bl.a. at trække på min erfaring fra [anden virksomhed], hvor jeg sad i en lignende stilling. Her var min rolle at være læsernes ambassadør, og den samme tilgang vil jeg have til skrivearbejdet hos jer – eksempelvis ved at oversætte og klargøre tung information, så kunderne føler sig velkomne og til rette.”
Her fokuserer jeg især på fagligheden ‘tekstløftning’ – og fortæller lidt om, hvordan jeg konkret vil arbejde med opgaven.
Påstand og belæg.
Klar, parat – start!(?)
Er du klar til at sætte ind med de 3 tekstdriblinger (jeg lover, det var den sidste sportsmetafor)?
Start med at lave en grundig analyse af jobopslaget.
Og tast så løs, til du lander på:
- en fængende overskrift
- gode underoverskrifter
- troværdige argumenter.
Rigtig god skrivelyst.
Og giv endelig lyd i kommetarsporet, hvis det kniber med at komme i gang.
Nøj, den afslutning var svær – trust me, det var fristende at bruge en sportsmetafor mere;-)
Martin Lykke Nielsen skriver
Hej Tina! Tak for en god tekst! Kunne man forestille sig en ansøgning i punktform á la 10 grunde til at I skal vælge mig? Vh Martin
Tina Thor Jørgensen skriver
Hej Martin!
Det var så lidt – og det kunne man bestemt godt. Go’ idé!
Tænker du at flette punkterne ind i en mere traditionel ansøgning – eller at ansøgningen alene skal bestå af 10 punkter?
De bedste skrivehilsner fra
Tina