Fingrene glider over tastaturet. Pennen danser over papiret. Og ordene strømmer bare ud. Langt de fleste dage kører det nærmest automatisk. Men lige pludselig sker det så alligevel. Du går i stå. Du brænder for emnet, idéerne pumper rundt i hovedet, og alligevel sker det. Ordene klistrer sammen oppe i hjernen. De vil bare ikke ud.
Papiret stirrer tomt tilbage på dig.
Cursoren blinker anklagende.
Presset stiger. Ordenen bremser brat op. Fingrene famler febrilsk over tastaturet.
Du starter små sætninger. Men sletter det.
Igen.
Og igen.
Ordet skriveblokade kommer snigende i dit baghoved. Og jo hårdere du prøver, jo mere går du bare direkte ind i en massiv hvid mur. Papiret er bare blankt.
Og hvad gør du så?
Jeg skriver selv som en vigtig del af mine arbejdsopgaver. Skriver artikler, afrapporterer, brygger statusopdateringer sammen til sociale medier og skyder e-mails afsted i en lind strøm.
Her får du de 17 bedste tricks, jeg selv bruger, når ordene klumper sig sammen inde i mig.
Men først får du lige tre almindlige grunde til, at tekstarbejdet kører i tomgang.
Hvorfor får du skriveblokader?
Der kan være mange grunde til, at ordene pludseligt snørrer sig om sig selv, og du aldrig får fat på med dine tekster. De tre som jeg oftest oplever at være fanget af er:
- Dårlig timing:
Skrivearbejde kræver fokus. Ord placerer sig ikke bare på magisk vis i en fortryllet rækkefølge, når du placerer fingrene på tastaturet. Gode tekster kræver tid, ro og ordentlige forhold. - Når jeg ikke rigtig vil:
Tekster handler ikke altid om at kunne. Det handler også om at ville. Ville slå røven i sædet. Ville komme videre. Ville knokle, selvom det virker som verdens mest lunkne lille skribleri, du har gang i.
Og nogle dage, der vil jeg bare ikke. Og så er det bare med at få lavet noget andet. - Frygten for at skrive noget værre bræk:
Det her er den værste. Den jeg har kæmpet med. Du kunne kalde det perfektionisme. Det der usynlige pres, du banker dig selv i gulvet med. Skal alle ord være perfekte, står du midt i en umulig mission. Er du rigtig heldig, så kommer ordene bare lidt sløvt ud over rampen. Mest sandsynligt så kommer de slet ikke.Ordene begynder først for alvor at flyde for mig, når jeg husker på, at tekstproduktion er en proces. Dit første udkast er næsten altid noget skrald. Og jo vigtigere teksten er, jo flere gange ruller jeg så de kritiske øjne over teksten.
Du kan heldigvis gøre meget for at rydde forhindringerne af vejen og drøne ud af starthullerne med dine tekster. Jeg har samlet de forskellige metoder og værktøjer, jeg bruger, når jeg sidder fast. Det er selvsagt ikke alle, der virker for dig. Men jeg håber da alligevel, du får et par tricks med, som får dig hurtigere og nemmere i gang fremover.
“Writing about a writers block is better than not writing at all.” (Bukowski)
17 tips til at bryde din skriveblokade
Her får du 17 konkrete ting, du kan prøve af, hvis du har svært ved at prikke hul på dine tekster. Jeg har selv brugt dem. Meget. Så selvom du ikke får en stor videnskabelig redegørelse, der fortæller hvorfor de virker, så får du til gengæld mine erfaringer fra 10 års forsøg på at få styr på mine skriveproces.
- Sluk for skærmen og skriv lige hvad der falder dig ind
- Styrk dit fokus med pomodoroteknikken
- Skriv om hvad som helst
- Skriv først og find strukturen senere
- Find frisk luft
- Mediter
- Skyd processen i gang med en brainstorm
- Stil de spørgsmål, som teksten skal svare på
- Bryd det blanke lærred med en skriveøvelse
- App: Writing Prompts
- Skriv rundt om din tekst
- Brug dine hænder til noget andet
- Læs en bog (det gør dig også til en bedre skribent)
- Læs om at skrive (fordi ord simpelthen avler ord)
- Opbyg en god arbejdsvane
- Vent med korrektur, finesse og flot opsætning
- Skriv ud fra en model
1. Sluk for din skærm og skriv lige hvad der falder dig ind
Den blanke skærm er frygtindgydende. Cursoren blinker utrætteligt på første linje. Du skriver et ord. Måske to. Sletter det igen. Og teksten kommer ikke rigtig nogen vegne.
Den sorte skærm er din ven. Og nem at afprøve.
Fremgangsmåden er rørende simpel:
Trin 1:
Sluk din skærm.
Trin 2:
Skriv i minimum 10 minutter. Hænderne forlader aldrig keyboardet og orden skal strømme frem. Også selvom du får skrevet noget volapyk.
Du skal skrive. Også selvom du bare konstaterer: “Skærmen er sort.”
Den sorte skærm sikrer, at du ikke konstant forholder dig til ordene. Så du ikke hele tiden tvivler og redigerer dig selv helt væk i usikkerheden. Nu kommer der faktisk ord ud. Du producerer noget.
Og nej. Det er ingen pulitzerpris, du ser på, når du tænder skærmen igen. Det er første skridt på vejen. Så du slipper fri af det forbistrede blanke papir. Teksten er startet.
Et godt næste skridt efter sådan en omgang er at bruge cut up-teknikken, hvor du klipper teksten i fysiske stykker og 1) smider en masse ud 2) arrangerer de små tilbageværende guldflager optimalt.
2. Sluk for mail, telefon og alt andet i 25 min. og lav intet andet (Pomodoro-teknikken)
Det er nemt at blive distraheret. Alt for nemt. Smartphone, e-mail og sociale medier er kun et enkelt fingerstrøg væk. Og hvis du kæmper lidt med din tekst, så er der intet nemmere end at bruge de næste 25 minutter på Facebook.
Og så gik der jo tid med det.
Jeg har et andet forslag til dig: Brug de 25 minutter med en teknik, der hedder Pomodoro.
Pomodoro-teknikken handler helt kort om, at du stiller et ur til at tælle ned i 25 minutter. Og i den periode må du ikke gøre andet end at arbejde på din tekst.
Går du i stå midt i de 25 minutter. Så kig lige ud i luften. Eller op i loftet. Men begynd ikke på noget andet end din tekst.
Det kan være forbavsende svært at fokusere 25 minutter straight i starten. Men du kan hurtigt træne dig op.
Og din evne til at fokusere er vigtig. Så du bliver god til at slå den bløde bagdel ned i sædet. Og få det gjort.
Klik her – så får du en grundig guide til pomodoro-teknikken. Eller læs om, hvordan du kan bruge pomodoro, når det ikke handler om at skrive.
3. Skriv om hvad som helst
Har du svært ved at få hul på den der super vigtige rapport, der lurer ude i horisonten. Så er det måske en idé bare at få noget ned. Hvad som helst. Hvis du har svært ved at få hul på din tekst om latinamerikanske dansetraditioner, så skriv noget helt andet.
Måske kan du i første omgang følge det gamle Charles Bukowski citat: “Writing about a writers block is better than not writing at all.”
For det er det, som det handler om. At du kommer i gang. Og så er det ikke altid så vigtigt, hvad du skriver om.
4. Skriv først og strukturer indholdet bagefter
Du skriver. Sletter. Skriver lidt. Sletter. Den indre skolelærer med den røde rettepind lurer i baghovedet. Og det er som om, det bare aldrig bliver perfekt. Ordene begynder at holde sig selv tilbage, fordi du gerne vil gøre det rigtigt første gang.Men gode tekster bliver sjældent til i ét eneste første hug. Mine gør ihvertfald aldrig.Gode tekster skal redigeres frem. Derfor kan det være en rigtig god ide at skrive alt, hvad du ved om emnet ned i et dokument. Øv dig i at glemme den perfekte form. Du skal bare have ordene ned.
Så kan du redigere dig til en Pulitzerpris senere.
5. Få en god mundfuld frisk luft
Brænder bukselommerne under dig. Og har du siddet for længe på stolen. Så begynder hjernen at køre fast.Hvis der er flow i dine arbejdsopgaver, så kender du måske følelsen af, at du kan fortsætte uden afbrydelser i en uendelighed.Men hvis du virkelig var i flow, så sad du nok ikke limet fast til den her tekst, vel?
Jeg er ikke stor fan af overspringshandlinger. Jeg elsker til gengæld bevidste tilvalg af pauser og breakout sessions. Tid til at få tankerne et helt andet sted hen. Genoplad hjernen. Ryste rastløsheden ud af kroppen.
Og der er frisk luft helt fantastisk til at cleare hovedet og gå til opgaverne med fornyet styrke.
6. Prøv mindfulness og få clearet hovedet
Jeg oplever mange små skrivestop, hvor det ikke er manglen på tanker, der gør det svært at finde ordene. Men mit hoved har bare for meget fart på. Tankerne blæser rundt oppe i knolden. Og så vandrer mit fokus stille og roligt ud af den ene tangent efter den anden.
Alt det andet der skal laves.
Og når jeg ikke kommer i gang, så starter tankerne omkring, hvad der går galt, hvis jeg – paradoksalt nok – ikke får startet på teksten.
Det fænomen hedder tankemylder.
Det er et ret beskrivende navn, hvis du spørger mig.
Tankerne myldrer frem og sluger både fokus og energi fra dig og teksten.
Og den allerbedste kur mod tankemylder, som jeg kender, det er mindfulness.
Jeg er hverken spirituel, glad for duften af røgelsespinde eller vild med orange heldragter (okay, måske lidt). Jeg ved godt, at mindfulness ofte forbindes med noget religiøst og spirituelt. Men sådan har jeg det faktisk ikke.
Jeg dyrker mindfulness, fordi det er en god og rolig måde at håndtere tankemylderet på. Det giver mig fokus. Fokus på de ting, der faktisk betyder noget for mig.
Hvis du er nysgerrig på at prøve mindfulness af, så tjek den her guide til mindfulness. Den er fra siden Mindhelper, der egentlig er målrettet 13 – 20 årige. Men tro mig. Jeg har set det virke fantastisk i alle aldersgrupper.
7. Start med en brainstorm
Det er ikke altid det enkelte ord, der er en barriere. Hvis du sidder fast med en tekst, så har du typisk et emne, som du kender på forhånd.
Hvis du ikke ved noget om emnet, du skal skrive om, så er du ikke skriveblokeret. Så er du løbet tør for viden, idéer og inspiration. Og så er problemet noget andet.
Stil dig selv den opgave at lave en brainstorm på emnet. Få fat på en tyk pen, en god blank væg og en bunke post-its. Hvis du også kan finde en at brainstorme med i 10 minutter, så er det rigtig godt.
Og så kan du ellers gå i gang med at skrive ord og sætninger ned, der popper op på din nethinde, når du tænker på emnet. Det giver dig mulighed for at begynde at arbejde med teksten på en anden måde end foran det hvide lærred.
Har du nogen at sparre med undervejs, så opdager du hurtigt, at I står og siger ting, som du nærmest ordret kan genbruge i artiklen. Fordi I skaber en naturlig, fri og associerende dialog omkring emnet.
Og igen er det vigtige, at du begynder at få konkrete ord og veje at gå ud fra. Så bliver det nemlig hurtigt nemmere at forbinde de mange post-its til konkrete bidder af tekst.
8. Stil dig selv de spørgsmål teksten skal svare på
Spørgsmål er fantastiske, fordi de guider dig på vej. Det er ikke sikkert, at din tekst skal ende med at svare direkte på spørgsmålene. Men det bryder den ellers store opgave at skrive en tekst om slowjuicere op i mindre bidder ala:
- Hvad er en slowjuicer?
- Hvad er forskellen på en juicer og en slowjuicer?
- Hvem får glæde af en slowjuicer?
- Hvilke forskellige slowjuicere er der på markedet?
- Hvor meget koster en slowjuicer?
Og så er du i gang. Nu har du ordene griflet ned. Og så er det bare lettere at skære dem til, udvide dem og flytte rundt på dem.
9.Bryd det blanke lærred med en stiløvelse
Stiløvelse. Det lyder virkelig usexet. Mit indre kamera klipper automatisk til billedet af en træt dreng, der tvunget terper klaverskalaer. Halvt i søvne.
Men uanset det lidt kedelige førstehåndsindtryk, så er stiløvelser et godt værktøj. Både til at blive en dygtigere skribent. Men også til at klare konfrontationen med det blanke lærred.
Her er et par forslag til simple øvelser, der får dig godt fra start:
- Vælg et element omkring dig og beskriv det. Det kan være træet udenfor. Hvilke farver har det, hvordan vil du beskrive formerne på bladet.
- Sidst du gik ind af en dør: Få alle detaljer med. Hvilket rum kom du fra, hvilket rum gik du ind i. Hvad lagde du mærke til i de to rum. Hvad kan man man i rummene. Hvorfor gik du fra det ene rum til det andet?
Øvelserne har alene det formål, at du opdager, at du stadig kan skrive.
Jeg oplever ofte, at jeg midt i øvelsen får en ide til, hvordan jeg kan gribe min primære tekst an. Og så kan jeg hoppe motiveret tilbage og skrive videre på den tekst, jeg før sad fast i.
10. Prøv app’en Writing Prompts
Der findes selvfølgelig også en app, der forsøger at løse det her problem.
Det har primært været for eksperimentet, at jeg har brugt app’en Writing Prompts til at angribe tekstarbejdet på nye måder.
Det er en lille og sjov leg med ord. Ikke nummer et på min favoritliste. Men det har faktisk reddet mig ud af et par kniber.
11. Skriv rundt om din tekst
Uden at skrive artiklen skal du skrive alt det, du gerne vil have din læser skal vide efter at have læst teksten. Hvad skal læseren lære?
Det er ofte vores søgen efter struktur fra første tasteslag på computeren, der skærper presset og kickstarter følelsen af, at du konstant støder panden mod en mur.
Bryd ud af strukturen og prøv at starte med noget som så simpelt som en hel fri association ud fra startsætningen: “Jeg vil gerne fortælle at…”
12. Brug dine hænder til noget andet (LEGO, perler, tegne)
Du oplever det måske kun sjældent, men du er som menneske ret fantastisk til at aktivere din fantasi, når du bruger dine hænder.
Det er ikke lige noget, der er fokus på i folkeskolen.
Men det kan virkelig gøre underværker, når du sidder fast og står overfor en irriterende problemstilling. De fleste mennesker tænker simpelthen bedre, når de har noget mellem deres fingre. Det er ikke en øvelse, hvor du skal bygge teksten som legohus eller andre relativt abstrakte lege.
Du skal simpelthen bare sætte dig ned og lege med det. Lav en perleplade eller sæt LEGO klodser sammen. Det får tankerne til at glide på en anden måde. Og så skal den der svære tekst nok dukke op rigtigt igen.
13. Læs en bog (det gør dig også til en bedre skribent)
Læs. Og bliv ved med at læse. Fyld dit hoved med andres ord. indtil du simpelthen ikke kan holde ordene tilbage i dig selv længere. Det er både en super inspirerende måde at snige sig rundt om en tekst. Og du kan nemt risikere at blive en bedre skribent selv.
Og for mig svarer det til at banke hårdt i bunden af en Heinz flaske (du ved, dengang de var af glas og gav navn til ketchup-effekten). Jeg læser et par timer, og ligepludselig bliver jeg ramt af lynet. Jeg ser en skør sammenhæng mellem Grapes of wrath og artiklen, der venter inde på skrivebrordet. Og så er det bare med at forfølge den.
Indrømmet. Det er sjældent, at de her sammenhænge faktisk overlever til den færdige artikel. Men det er katalysatoren for en strøm af ord. Og det er i virkeligheden det vigtigste.
14. Læs om at skrive (ord avler ord)
Jeg har én bog, der bliver trukket frem igen og igen. Den er skrevet af Roy Peter Clark og hedder Skriveredskaber. Og jeg har lavet en liste et par linjer nede med endnu flere vildt fede bøger om at skrive.
Det er måske en eller anden form for fagskade. Måske virker det også for dig.
Men hvis jeg sidder fast i en tekst, så er bøger om at skrive altså helt fantastiske til at hægte op i mig selv og få redskaber til at angribe teksten fra nye vinkler.
- Mikkel Hvid – Skriv!
- Mikkel Hvid – Fascinerende Fortælling
- Bo Skjoldborg – Skriv så de reagerer
15. Opbyg en god vane
Det handler helt grundlæggende om flow. Den der tilstand, hvor det hele bare kører for dig. Den tilstand kan gode vaner hjælpe dig med at komme ind i hurtigere.
Jeg har selv prøvet mange forskellige vaner og tilpasser løbende i forhold til, hvad der kan lade sig gøre i min hverdag.
Og du skal også finde frem til din egen rutine omkring arbejdet.
Men her er et par links til fantastisk blogs, hvor mennesker fra alle mulige brancher over
hele verden deler ud af deres rutiner og erfaringer.
Så er der lidt at starte ud med:
16. Vent med korrektur, finesse og flot opsætning
Hvis du kunne se mit første udkast til den her artikel, så var der egentlig ikke grund til at skrive meget mere omkring det her tip. Jeg sidder mindre og mindre fast i mit arbejde, fordi jeg bliver bedre og bedre til at skrive uden overhovedet at vurdere, hvad det faktisk er, der rammer papiret.
Det kræver selvfølgelig, at du redigerer og finpudser din tekst senere. Men når skriveblokaden rammer, så er det ofte, fordi du overtænker formulering, ærgrer dig over et par slåfejl og kæmper med opsætningen af artiklen, før du overhovedet er i gang med at skrive.
17. Skriv ud fra en model
Det helt blanke papir er skræmmende uanset, om det er en side i din notesbog eller tekstdokumentet på skærmen foran dig.
Jeg opdagede på et tidspunkt, at jeg blive hurtigere til at komme i gang med tegninger, noter og diverse skriblerier i min notesbog, når jeg startede alle sider på samme måde. Jeg startede simpelthen med at tegne en ramme på siden. Rammen indeholdte sidetal, dato og en kort beskrivelse af min placering. Så var jeg i sving.
Det samme er udgangspunktet for det her tip.
Der findes et hav af modeller, som du kan skrive ud fra. Nogle er målrettet nyhedsartikler, andre fortællinger og nogle helt tredje er skåret skarpt til e-mail marketing.
Hvilket skelet du vælger skal selvfølgelig passe nogenlunde til det resultat du ønsker. Men det vigtige er, at du med en solid model for opbygningen af teksten undgår den helt blanke skærm, der stirrer så faretruende tilbage på dig.
Du kan prøve EFU-modellen her.
Nu har du en ramme, du bare skal fylde ud skridt for skridt.
I virkeligheden er der en fælles faktor ved alle de her tips. Det handler om starte en lille bevægelse, hvor du producerer noget. Om det så er en Pulitzerprisvindende politisk artikel eller en ordentlig omgang vrøvl, der er resultatet. Det er lige meget. Det vigtige er, at du kommer i gang og holder dit momentum.
Hvad er dit hemmelige trick, der får fjerpennen i gang?
Okay. Det var de 17 tricks, jeg har samlet sammen som dem, der virker for mig. Håbet er selvfølgelig, at de også virker for dig. Men jeg er også klar til at prøve nye ting af, næste gang fingrene låser sig fast og tastaturet står ubarmhjertigt stille.
Del dine indspark