Den sniger sig ind på dig.
Måske starter den som en stille tvivl. En nervøs tanke. Et lille pludseligt strejf i din egen indre dialog.
Og så er den der:
Frygten.
For at lade ordene lande på papiret.
For at trykke Udgiv.
For at dele dine ord.
Skrivearbejdet er en hård dont. Vi kaster os selv ind i kampen som keyboardklædte krigere, der skal gøre vilde vinkler til skarptslebne budskaber.
Du knokler på, når tårnene på forhindringsbanen foran dig vokser sig store. Du ignorerer en spydig bemærkning, det bedste du kan.
Alligevel kommer den snigende. Stemmen, der hvisker bistert til dig: Din tekster skridter sløvt afsted som en bovlam krikke.
Og frygten kan være forfærdelig. Den kan være starten på skriveblokader, overspringshandlinger og i sidste ende: At du ikke gør det, du gerne vil.
For tager frygten over, så får du ikke skrevet din tekst. Du får ikke løst din opgave. Du får ikke dit budskab ud. Du får ikke historien fortalt.
Det kan virke som en lille ting. For det er jo bare en tekst. Men teksten er også mere end det. Det er jobansøgninger, produkttekst, livshistorier, fondsansøgninger,
Teksten er noget, du vil have til at ske. Som går i stå på grund af frygten. Frygten for at fejle. Skrive noget forkert. Få negativ feedback. Afslag på ansøgningen.
I dag vil jeg vise dig, hvordan frygten mister sin kraft, når du slæber dens drænende løgne frem i lyset.
Jeg vil fortælle dig, at frygten også kan være et tegn på, at du er på helt rette vej. Den nagende tvivl er ikke en advarsel om at lade være. Den er din påmindelse om, at det her er vigtigt. For hvis der ikke var noget på spil for dig, så var der ikke noget at være bange for.
Thomas Mann fanger det fint med ordene her:
– Thomas Mann
Her får du først og fremmest at vide, at din frygt i skrivearbejdet er normal. Men du får også 3 gode teknikker, der hjælper dig med at skrive på trods af frygten. Og en læresætning fra A Game of Thrones, du kan minde dig selv om, når frygten bider.
Frygten er en del af dig, og du kan ikke ignorere den væk
Lad os slå det helt fast:
Frygten er normal.
Den er en del af os alle. En grundfølelse, der dukker op og går væk igen. Og skriver du, så vil du opleve frygten titte frem som en del af din skriveproces.
Nogle oplever den ofte. Andre sjældent. Enkelte lægger måske ikke rigtigt mærke til den. Men frygten er helt normal. Den dukker op af og til.
Jeg har endnu ikke talt med en skribent, der ikke har oplevet det. Og jeg har talt med en glimrende kollega, der gik i stå foran en tilsyneladende både hyggelig og helt almindelig mail om en fredagscafe.
Frygten kommer ikke på grund af opgavens størrelse.
Den kommer, fordi der er noget på spil. Fordi der er noget her, du gerne vil.
Og så bliver den første nervøse tvivl pludselig til frygten for, at ordene slipper op. Frygten for at falde igennem. Frygten for at verden vil stå tilbage og grine af dig.
Det kan være svært at indrømme. At vise den svage side som tekstforfatter og sige: I dag er det en hård dag. Og fjerpennen er tom for mit dejlige champagneblæk.
Men er du stadig ikke overbevist? Så har jeg et par citater, du skal hilse på:
“What is written without effort is in general read without pleasure.”
– Samuel Johnson
“Easy reading is damn hard writing.”
– Nathaniel Hawthorne
“Writing is a socially acceptable form of schizophrenia.”
– E. L. Doctorow
“Writing is the hardest work in the world. I have been a bricklayer and a truck driver, and I tell you – as if you haven’t been told a million times already – that writing is harder. Lonelier. And nobler and more enriching.”
– Harlan Ellison
“There is nothing to writing. All you do is sit down at a typewriter and bleed.”
– Ernest Hemingway
Du skal ikke læse citaterne, fordi du har brug for at svælge i din egen elendighed.
Jeg skriver det for at understrege: Det er helt normalt.
Vi går alle og venter på, at de andre afslører os som kejseren uden tøj på. Men med et godt råd fra fægtemesteren Syrio Forel får du nu nøglen til at gøre op med frygten:
“Fear cuts deeper than swords”
Ordene falder i A Game of Thrones. Som vise ord fra fægtemesteren Syrio Forel til den unge elev Arya Stark.
Frygten vil altid være der. Den kan vokse sig stor og truende som et frygteligt monster, du skal bekæmpe, før du kan få teksten ned på dit papir.
Men du kan ikke slå frygten ihjel.
Frygten er en grundfølelse.
Den kan virke skræmmende, når den dukker op og fyrer spydige bemærkninger af:
- Du ved jo ikke noget om det her …
- Du duer ikke til at skrive …
- Ej. Du kan da ikke skrive om det her …
- Der er da ingen, der gider læse sådan noget bræk …
Men det er kun tanker. Det er et øjeblik, og så er de væk.
Arya Stark messer sin læresætning for sig selv, da hun sniger forbi drageskeletterne under The Red Keep. Frygten skærer dybere end sværdet.
(Beklager, hvis du ikke har set eller læst A Game of Thrones – men – gør det!)
Det er vores forestillinger om, hvad der kan ske. Hvad der kan gå galt. Hvordan vi kan komme til at fejle. Det er dem, der tager over, når frygten trænger sig på.
Men trækker du frygten ud i lyset, ser på den og accepterer, at den er der. At den vil dig det bedste. At den er der for at passe på dig. Så bliver den mindre farlig.
Frygten er der for at hjælpe dig
Har du siddet og blødt foran computeren i timevis uden resultat.
Har du skrevet et opslag på LinkedIn – og slettet det igen.
Har du … [udfyld selv]
… fordi du lod frygten få overtaget. Så er det måske lidt provokerende, når jeg prikker til dig og siger, at frygten (eller angsten) er der for at hjælpe dig.
Det virker ærlig talt som en meget dårlig hjælp, når du sidder og googler: “Råd til at bryde skriveblokader” dagen før en vigtig deadline.
Men selve grundmekanismen i frygt er virkelig god at kende til. Det er dine krybdyrsinstinkter, der tager over, når der er fare på færde. Det er fx ret vigtigt, at du springer hurtigt til side, hvis en bil kommer for tæt på. Så er der ikke tid til roligt at reflektere over situationen og vurdere potentielle scenarier. Så skal der handles med det samme. Spring!
Og når du skriver, så er der noget på spil. Og pludselig rammer den ubehagelige tanke: “Det bliver sikkert en dårlig artikel.” Her vil frygten prikke dig på skulderen med en enkel besked: “Du kunne jo også bare lade være. Better safe than sorry. Så udstiller du dig ikke.”
Og helt ærligt. De mange hvad-nu-hvis-det-går-galt-tanker er ubehagelige. Jeg kender dem selv alt for godt.
Men jeg har fundet nogle solide teknikker, der gør det lettere for mig at skrive og dele mine ord, selvom frygten stadig snapper ud efter mig.
Teknikker, der hjælper mig til at blive lidt længere i ubehaget og få teksten skrevet. På trods.
3 teknikker, der hjælper dig til at trodse frygten i dit skrivearbejde
Jeg indrømmer det også gerne. Jeg ryster på hænderne, hver gang jeg trykker “Udgiv” her på Tekstr_. Og jeg har skrevet hundredvis af LinkedIn-opslag – uden at offentliggøre dem.
Men undervejs har jeg fundet gode teknikker, der hjælper mig til at få teksterne skrevet. På trods af tvivl, nervøse fingre og frygt.
Det er blevet tid til at stoppe frygten fra at styre dig. Og begynde at skrive.
1. Giv din indre kritiker mundkurv på med Freewriting
Freewriting handler om at give slip på frygtens kontrollerende greb og bare lade ordene flyde frit frem. I en kort stund slipper du vurderingen af, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Du skriver bare. 10 minutter. Non-stop.
Den tekst, du får ud af din freewriting-øvelse, er ikke så vigtig. Måske indeholder den et lille glimt af noget godt. Noget du kan bruge. Men den vigtigste pointe med freewriting er, at du øver dig i at slukke for den indre kritiker, der hamrer dig i hovedet med spydige kommentarer, imens du skriver.
Du kan prøve vores værktøj til freewriting her.
2. Find ud af, hvorfor det er vigtigt for dig at skrive
Når du stopper med at gøre noget, fordi hvad-nu-hvis-det-går-tankerne holder dig tilbage, så risikerer du helt grundlæggende at gå på kompromis med dine egne værdier.
Skal jeg slå det lidt stort an, så risikerer du at leve et halvt liv, hvor du ikke gør det, der er vigtigt for dig.
At det er vigtigt for dig kan selvfølgelig ikke legitimere alle handlinger. Men i konteksten her, hvor frygten afskærer dig fra at få sendt den gode tekst ud i verden eller søge dit drømmejob, så er det vigtigt.
En god øvelse er derfor også at fokusere på, hvorfor den her tekst er vigtig for dig.
Måske er der noget, du skal have sagt.
Måske er der noget, du gerne vil opnå.
Måske skal det overstås, så du kan komme videre til en sjovere opgave.
Måske noget helt fjerde …
Når du ved, hvorfor det er vigtigt, så ved du også, hvorfor du skal trodse frygten. Og gøre det alligevel.
For mig er det eksempelvis vigtigt at skrive artiklen her, fordi jeg tror på, at teknikkerne kan hjælpe andre i deres skriveproces – ligesom de hjælper mig.
Så jeg skriver teksten og udgiver den. På trods af frygten for, at jeg får sagt noget forkert.
Hvorfor skriver du din tekst?
Skriv logbog, og få luft for dine frustrationer
Der er gode skrivedage, hvor ordene vælter ud som mål fra Messis guldbelagte fødder. Og så er der dage, hvor det virker, som om du misser hvert eneste skud.
Pointen er ikke, at du skal vente på musens inspirerende hvisken og dage, hvor det hele bare glider. Pointen er, at det går op og ned. Helmig ved det også.
Vi kan nemt komme til at klynge os fast i de dårlige dage. Fortælle os selv, at det er sådan, vi er. At den gode dag bare var et tilfældigt lykketræf. Den psykologiske mekanisme bagved hedder negativity bias og handler om menneskets tendens til at fokusere på det negative. Det er en god overlevelsesmekanisme, men en hård skrivemakker.
Logbogen er en måde at gøre op med den tendens i dig selv. Det kan være få linjer, halve romaner eller noget midt i mellem. Men prøv at få skrevet hver dag.
Hvordan var den her dag? Hvad var svært ved at skrive? Hvad var let?
Det har mange andre fordele i din personlige udvikling som ordsmed. Men lige nu skal du vide, at det hjælper dig til at få trukket frygten frem i lyset. Det hjælper dig med at se, hvordan der er gode og dårlige skrivedage.
Fokusér på at skrive frit, ærligt og med fokus på, hvordan du oplevede dagens skrivearbejde. Det giver luft til frustrationer og muligheden for at lære af dine gode og dårlige dage.
Bo Skjoldborg skriver i bogen Flowskrivning – vejen til flydende skriveprocesser om logbogsteknikken. Hele kapitlet om Logbogen har han udgivet gratis her: http://powerwriting.dk/logbogen/
Det handler om at gøre det, du vil, på trods af frygten.
Ligesom jeg om lidt trykker udgiv på artiklen her og lader den komme ud i verden. Selvom mine svedige håndflader og krybdyrshjerne fortæller mig, at det er mere trygt at lade være.
Træk din frygt frem i lyset, og lær at leve med den
Så husk at komme i gang med de tre teknikker, så du ikke begrænser dig selv på grund af den helt normale følelse af frygt, der kan komme som en del af skriveprocessen.
Og …
Husk ikke mindst din lektion fra fægtemesteren Syrio Forel, når du næste gang sætter dig foran tastaturet. Fear cuts deeper than the sword. For det bliver ikke i dag, frygten skal holde dig tilbage og give din tekst dødsstødet:
“There is only one God, and His name is Death. And there is only one thing we say to death: ‘not today’.”
Gitte Jørgensen skriver
Hej Mark
Det er en kæmpe fornøjelse at læse alle dine tekster.
Virkelig godt skrevet, opbygget – og med sådan en “glimt-i-øjet”-tone hele vejen igennem.
Tusind tak for dit store arbejde og inspiration.
mvh. Gitte Jørgensen,
forfatter og journalist
Mark Buskbjerg skriver
Wow. Tusind tak for de pæne ord, Gitte. Det varmer, nu hvor jeg igen sidder med svedige håndflader over at sætte nyhedsbrevet op til i morgen 🙂