Hvad sker der, hvis du finder en skrivemakker, og I skiftes til at skrive på den samme tekst? Du får stærke tekster, hvor indholdet bliver formidlet let og tilgængeligt. Det er grundtanken i pair writing. En teknik til at formidle budskaber klart og tydeligt til din målgruppe. Resultaterne taler (efter min ydmyge erfaring) for sig selv. Og metoden har en anden indbygget fordel, der er lige så vigtig: Den udretter små mirakler for din skriveproces.
Din formidling bliver mere effektiv, fordi du 1) får muget ud i indforståede fagtermer, så teksten bliver lettere at forstå for læseren. Og 2) fordi din skriveproces simpelthen bliver hurtigere.
I den her artikel får du meget mere at vide om pair writing. Hvad er pair writing nærmere bestemt? Hvordan kommer du selv i gang? Og så slutter jeg ballet af med en lille anekdote. Fra dengang jeg var med til at producere intet mindre end 100 artikler på en sølle måned. Fordi vi brugte pair writing.
Indhold i artiklen
Hvad er pair writing?
Pair writing-teknikken er vokset ud af den velkendte problematik, hvor du som tastaturridder forsøger at få en afhandling til at give mening i den redaktionelle ramme på 400 ord. Der udretter metoden mirakler.
Du har allerede luret, at her skal du finde en kompagnon. Én, du skriver teksten sammen med. Én, du sidder sammen med ved en computer, hvor I skiftes til at sidde og skrive. Pair writing er nemlig en metode, hvor din tekst bliver skrevet sammen med en anden.
Oprindeligt var idéen med pair writing at sætte en journalist og en fagekspert sammen. Eksperten fokuserede på at få alle detaljerne med. Journalisten fokuserede på at samle teksten, så selv svært tilgængeligt fagstof bliver levende og inddragende. Sådan bliver pair writing også brugt i dag. Men metoden kan bruges af alle, der skal formulere sig på skrift.
Det klassiske pair writing-setup er, at du finder en skrivemakker, og I danner et – ja – (skrive)par. Men min erfaring er, at I sagtens kan være flere. Eksempelvis tre eller fire, der sidder ved den samme computer. Det vigtige er, at du får både den formidlingsmæssige og den faglige vinkel med i skriveprocessen. I casen lidt længere nede i artiklen var vi tre. Det fungerede stadig godt.
Så I skal simpelthen til at skrive tekster sammen. Ikke længere noget med at sidde i studiekammeret og kneppe fluer. Det er slut med langstrakte skrive- og redigeringsprocesser. Nu skal der skabes noget. Du bliver simpelthen tvunget til at parkere den skrivemæssige- og faglige forfængelighed og så få produceret noget tekst. Tekst som du ret hurtigt skal levere videre til din pair writing-makker, der sidder ved din side.
Her er de tre største fordele, du får med pair writing:
- Du starter med en dialog om indholdet
I stedet for at brænde sammen i en ensom brainstorm foran tastaturet, så har du nu en makker, du kan sparre med. Det betyder, at I hurtigt begynder at angribe teksten fra forskellige vinkler. Og det får hurtigere teksten afsted i den rigtige retning. - Du kommer hurtigere i mål med artiklen
Det giver måske ikke flere ord i minuttet. Men det giver en meget højere kvalitet til ordene, I skriver. Og bedre artikler i sidste ende. - Du er nødt til at få skrevet et eller andet
Når du skriver tæt sammen med en anden, så er du nødt til at skrive et eller andet. Ellers er der ikke noget for den anden at arbejde videre på. Det er en fantastisk øvelse i at få produceret noget og så redigere det på plads senere.
Hvor kommer ideen om pair writing fra?
Pair writing er en metode med rødder i agil softwareudvikling. Her er fænomenet pair programming udbredt. To programmører sidder foran den samme computer. Det kan måske lyde lidt som et ressourcespild. Der er kun én, der skriver koden. Erfaringerne fra pair programming er bare helt det modsatte:
- Fejl i koden reduceres markant
- Koden bliver mere solidt bygget op
- Udviklingsprocessen går hurtigere
Det kan måske lyde paradoksalt. Du bliver hurtigere ved at sætte farten ned.
Den tankegang låner du i pair writing. Og du låner også det, at der i skriveprocessen opstår færre formidlingsmæssige “fejl” – eksempelvis indforståede fagtermer – når I er to om at skrive teksten. Sidder du som skribent sammen med en fagnørd, kan du spørge ham direkte til råds. Du arbejder med at organisere ordene, så de giver mening for læseren. Eksperten sikrer, at det faktisk også er det rigtige, du får skrevet.
Slut med lange e-mail sekvenser, hvor misforståelser hober sig op.
Klap den hurtigt af. Kom videre.
Det ka’ vi li’.
Hvorfor virker pair writing så godt?
Der er to svar til det spørgsmål. Det første handler om det færdige resultat. Selve teksten. Det andet handler om, hvad der sker med jer, når I producerer teksterne sammen.
Alle – jeg har talt med – der har prøvet at kaste sig ud i en pair writing-session fortæller det samme. Teksterne får mere saft, kraft og liv. Helt ærligt. Det er det, der sker.
De nørklede formuleringer damper væk. Skøre vendinger bliver skarpe. Og hele den der frygt for teksten, som du plejer at bakse med, inden du sender den afsted til korrektur? Den er væk.
Det leder mig videre til “for det andet”:
For der sker også noget med jer. Jeg var med til at skrive 100 artikler på en måned. Vi skrev et par effektive timer hver formiddag (vi har jo også andet arbejde). Og pair writing hjalp os med at overvinde en af de helt store knaster: At du simpelthen er bange for, hvad de andre vil sige til din tekst.
I en pair writing-session “sender” I teksten frem og tilbage mellem hinanden hele tiden. I sidder ved siden af hinanden og er sammen om at skrive teksten. Vi brugte eksempelvis kun 20 minutter hver med en tekst, før vi sendte skrivestafetten videre. Og på de 20 minutter er der ingen i hele verden, der forventer Carsten Jensen-romaner og Pulitzerpriser.
I pair writing processen dør perfektionismen. Endegyldigt.
Og alligevel blev vores artikler meget mere perfekte, end da vi bøffede rundt med dem alene.
Sejt, ik’?
Alene det at I sidder der og skiftes til at skrive, giver hinanden feedback og stiller spørgsmål. Det skærper indholdet og styrker jeres samarbejde.
Hvornår kan du bruge pair writing?
Det korte svar er: Altid. Du kan roligt gå ud fra, at dine tekster bliver lidt federe, hvis du deler skriveprocessen med andre. Det kan være din chef, der skal inddrages i din skriveproces. Det kan være dine kollegaer. Det kan være mennesker med en helt anden faglig profil.
Eller det kan være, at selvsamme chef skal have skrevet en nyhed til intranettet om den nye strategi. Så kan han tage fat i dig, der snitter i ord på daglig basis.
Sådan kommer du i gang med pair writing
Ok. Du er hooked. Du vil prøve pair writing. Her får du en guide til at komme godt fra start.
Sådan kører du en helt klassisk pair writing-session, når du har fundet en skrivemakker:
Forberedelsen
- Emnet
Du skal selvfølgelig vide, hvad artiklen handler om. Og før fingrene overhovedet rammer tastaturet, skal du vide, hvilket behov teksten skal opfylde hos læseren. - Start med 5 minutters dialog
I skal have en dialog, hvor I vender jeres individuelle syn på emnet. Hvad er spændende, hvad skal bare med, hvad er læseren interesseret i. Det kommer til at guide jer, når I går i gang med at skrive - Sæt så en time af
Start med at sætte en time af. Sørg for rolige omgivelser. Og et sted hvor I kan skiftes til at skrive på en computer under gode forhold.
Eksekveringen
- Nu går timen i gang – skift hvert tiende minut
I skiftes til at styre tastaturet. I får 10 minutter hver. - Stil spørgsmål undervejs
Den, der ikke skriver, må stille opklarende spørgsmål undervejs.
Opfølgningen
- Hvad skal der ske med teksten?
Når sessionen slutter, aftaler I, hvad næste skridt er. Skal artiklen udgives, som den er? Skal den videre til korrektur, testes hos læsere eller bare lige skrives helt færdig? - Evaluering
Evaluér, hvad der fungerede godt i skriveprocessen. Hvad fik jer fremad? Hvor kørte I fast? Så er I begge klogere til næste session.
Og ja. Det er jo bare en skabelon. Som du kan se i eksemplet herunder, kan du tweake metoden. Leg med den. Prøv den af, og find den form, der passer til jer.
Case: 100 artikler på én måned
Jeg har selv været med i flere pair writing-sessioner. En af dem endda i stor skala. På mit tidligere arbejde var jeg med til at bygge Mindhelper.dk (site om mental sundhed for børn og unge), og i den forbindelse skulle vi producere 100 artikler inden lanceringen. Der blev pair writing nøglen til, at vi tre mand høj leverede solide udkast på alle 100 artikler. På bare en eneste sølle julemåned, hvor der også skulle spises pebernødder, danses om juletræet og håndteres gaveræs. Faktisk skrev vi kun om formiddagen. To-tre timer hver dag. Fokuseret.
Helt konkret sad vi sammen hver dag. Vi skrev hver 20 minutter på en artikel, før vi gav stafetten videre til den næste rundt om bordet. Så på bare to timer kunne vi hver især have været over tre artikler to gange.
Det var virkelig som en åbenbaring i processen. For jeg kan roligt hilse og sige, at vi i månederne op til havde brugt lang tid på bare at få nogle enkelte artikler i kassen, da vi sad alene med dem.
Pair writing kan selvfølgelig bruges til at skrive færdige artikler. Det afhænger af konteksten, og hvordan du vælger at bruge værktøjet. Hvad du har brug for. I det her tilfælde havde vi brug for hurtigt at skrive en masse rå tekst. Som vi kunne redigere helt færdig efterfølgende.
Hvordan artiklerne så gik fra udkast til færdige artikler. Det er en helt anden historie. Den får du i mit næste indlæg om cut up-teknikken.
Del dine indspark