Her får du et enkelt skrivetrick, der puster liv i dine tekster og tryller dem om til dragende fortællinger.
Det handler om lydordene. Dem, din dejligt nørdede skrivemakker kalder onomatopoietika.
De lydord, der vælter ud af Anders And-bladet hver uge, når slåskampe, følelser og frustrationer bliver forstærket med gisp, blonk, krasj, riiiizzjjj, aaarrrggghh og Onkel Joakims fornærmede hmpf!
Men det handler ikke bare om lydord. Det handler om, hvordan du bruger lydordene til at krydre dine tekster med en sanseoplevelse. Den lille detalje, der gør dine billedlige beskrivelser levende.
Det kan du glæde dig til:
Hvad er lydord?
Lydord kaldes også et lydefterlignende ord eller et onomatopoietikon.
Okay. Onomatopoi-hva-for-noget?
Onomatopoietikon er (foruden et glimrende album af Allan Olsen) et græsk ord, der kan oversættes sådan her:
- onoma betyder ord.
- poiein betyder skabe.
Det er ord, der bliver til ved at efterligne elementers naturlige lyd. De mimer lyden af det, de beskriver.
(Tak til mine gamle gymnasienoter for at redde mig gennem det oldgræske.)
Lad os starte med et – for de fleste tekstforfattere – irrelevant eksempel:
Kragen er ikke bare et af de fugledyr med den relativt største hjerne. Det er også et perfekt eksempel på, hvordan lydord opstår. Ordet krage stammer fra det norrøne ord kráka. Og du kan selv høre, hvordan din indre stemme let falder i hak med et skingert: “kra kra!”
Der er ufatteligt mange lydord, og mange af dem skal vi ikke skal bruge lige nu.
Listen med lydord i det danske sprog er – måske fordi de fleste er uofficielle, hjemmebryggede konstruktioner – umuligt lang.
Det er eksempelvis dyrelyde som vov, øf og rap. Det er dem, der er groet ind i vores dagligdag med verber som river. Det er en genstande i dit hjem som svupperen.Den her artikel fokuserer på, hvordan dine lydord forstærker fortællingen i dine tekster. Det betyder lidt mindre svupper, krage og øf. Og noget mere kapow.
Lydord går lige i hjernen på din læser
Lydord som smask, klonk og bum virker måske som et krydderi, vi skal holde til tegneseriernes slåskampe og 80’ernes Batman. Men bare rolig. Selv H. C. Andersen flettede lydord ind i sine eventyr.
Så hvorfor skal du bruge lydord i dine salgstekster, artikler og håbefulde opslag på BusinessTinder?
Fordi dine tekster ikke kun skal fremture med en nogenlunde velarrangeret række af ord. Det handler om mere end bare at få dit budskab ned på skrift. Det handler om at få dit budskab ud.
Du skal dele dine idéer, frustrationer og fortællinger med et sprog, så din læser bliver spundet ind i teksten. Så din tekst føler sig engageret i dit budskab. Så din læser brygger billeder sammen inde på nethinden. Billeder hun kan spejle sig i.
Når du bruger lydord i dine tekster, hjælper du læserens hjerne med at skabe billeder. Så er det pludselig ikke bare ordene, der rammer din læser. Det er billeder og følelser. Du giver læseren en mulighed for at bruge sanserne til at forstå dine budskaber og beskrivelser. Du river læseren helt med ind i historien. Det er tilbage til det gode gamle: “Show, don’t tell.”
Lad os tage et enkelt eksempel først. Sammenlign de her to sætninger:
- Han spiser en grillkylling.
- Han gnasker i en grillkylling.
Eller
- Fluen fløj forbi vinduet.
- Fluen summede forbi vinduet.
Simple eksempler. Små justeringer. Men en kæmpe forskel. Du kan se i hjernebiografen, hvordan kyllingen bliver spist, når vi bruger ordet gnasker. Du kan lettere forestille dig, hvordan bien dalrende summer forbi vinduet.
Lydordene giver dig et mere tydeligt billede af, hvad dælen der foregår i teksten.
Det er der to primære grunde til. Det giver for det første liv til din tekst. Og for det andet går det lige i hjernen på din læser.
Lydord er en glimrende pendant til sanseord. Altså de ord, du kan smage, føle, dufte, se og høre.
Og din tekst skal ind og prikke til sanserne hos din læser. Altså, hvis du da har en intention om, at teksten skal hænge fast – derinde i læserens hjerne.
Hvis du skal have den grundige og fabelagtige gennemgang af, hvorfor det virker sådan i din hjerne, så sving forbi den her labre artikel om sanseord.
7 eksempler på tekstbidder, der bliver forstærket af lydord
“Du får 10 rosende kommentarer og 1 kritisk. Og bum, så ender kritikken med at fylde det hele.”
Fra artiklen Guidet mindfulness-øvelse: Stop op og sig tak for de gode ting i dit liv.
Bum er et ganske enkelt lydord. Her giver det en god effekt, hvor det understreger det pludselige mentale skifte, teksten beskriver.
“Men så – ud på eftermiddagen! – gik det pludselig galt! Dit humør slog en kolbøtte, og dit overskud forsvandt som dug for solen. Du crashede simpelthen … og tilsyneladende helt ud af det blå! Du tænkte: Hvad sker der lige? Hvad er der galt med mig?”
Fra artiklen Ramt af 13.32 nedtur? Spis en banan
Chrashede viser os, hvordan lydord også fungerer godt som aktive verber. Chrashede giver et mere levende billede af end: “Dit energiniveau falder pludseligt”.
“Shit mand, hvis de ser det her møgudkast, så river de mig af lønningslisten.”
Fra artiklen Sæt turbo på skriveprocessen med freewriting
River er et af de lydord, der optræder ofte i tekster. Og i virkeligheden er blevet et mere almindeligt ord, der også fungerer som et godt og aktivt sanseord. Det tegner et tydeligere billede end eksempelvis: “så tager de mig af lønningslisten.”
“Få dit lixtal lige her (yay!)”
Overskrift fra teksten i vores lixberegner på Tekstr_
I lixberegneren her på Tekstr_ bruger vi også lydord. Yay er et eksempel, hvor lydord og udråb smelter sammen. Det hjælper med at understrege pointen om, at det er en værdifuld indsigt, du får i værktøjet.
“Tre-trins-raketten giver liv, rytme og kapow til din tekst”
Titlen fra indlægget her om sproglige tre-trins-raketter
Okay. Kapow er en af mine absolutte favoritter. Her kombineret med en dejlig tre-trins-raket for at understøtte pointen med at liv og rytme i teksten giver ekstra smæk på tekstens budskab.
“Psst.. vi har en hemmelighed til dig.”
Et gammelt call-to-action, jeg brugte (med god effekt) til lancering af Antropologisk.dk
Jeg brugte det tilbage i 2011. Det var primært call-to-action i et opslag, der gav os 100 tilmeldinger til nyhedsbrevet fra Facebook alene. Det lokkende psst … understreger den hviskende tone i teksten.
“Og så sker det. Pling! Øjnene flakker. Var det en vigtig e-mail? En mødeindkaldelse måske? En af kollegaernes e-mail? Er det mon vigtigt?”
Eksempel fra bogen Få styr på den effektive arbejdsdag
Her bliver lydordet brugt til at male billedet tydeligt op for læseren. Pling! kommer næsten ind i teksten som sin egen lille forstyrrelse i teksten. Det er et sted i teksten, hvor vi skriver til læserens følelse af frustration over forstyrrelser i hverdagen. Den følelse forsøger vi her at tegne tydeligere op og gøre genkendelig med det lille pling! vi alle kender fra telefonen, mailen og kalenderen.
59 lydord du kan bruge i dine egne tekster
Her får du en liste med 59 håndplukkede lydord. Prøv dem af og se, hvordan de puster liv i dine tekster.
Aha
Ak
Argh
Atju
Avra
Bang
Basta
Bip
Bom
Bonk
Bum
Crash
Ding
Dong
Dryp
Fnis
Fy
Gab
Gisp
Grrrr
Ha haHep
Hmmm
Hmpf
Hopla
Host
Hulk
Hviin
Hyl
Hyp
Kaboom
Kapow
Klonk
Kluk
Krasj
Paf
Pftt
Pift
Pling
Psst
PuhaPyh
Riing
Ritsj
Snøft
Støn
Suk
Tja
Tsk
Uak
Ups
Vrum
Wauw
Wroom
Wuhuu
Yippii
Zap
Zzz
Årh
Hvordan staves lydord?
Lydord og retstavning er en lidt skør størrelse. Det er klart, at krage ligesom bare er k-r-a-g-e. Men der er mange lydord (måske endda særligt dem, du bruger aktivt til at sparke liv i dine tekster med), der staves – tjaa – som du har lyst.
Eller det vil sige.
Det er ligeså korrekt at skrive hvin, som det er at skrive hviiiiiin.
Det er også ligeså korrekt at skrive skrisj, som det er at skrive skriiiisj.
Du kan nemlig bruge de små variationer til at justere en lille smule i udtrykket. Skrisj er en kortere lyd end skriiiiiisj. Og med det indikerer du på enkelt måde intensiteten og længden af lyden. Det korte skrisj er måske lyden af en metalplade mod en sten. Det lange skriiiiiisj er flyvemaskinen, der glider ned ad bjergryggen (Jeps, den er tyverapset fra Mickey Mouse: Guld i lasten).
Plaf kommentarsporet ned med dine bedste lydord
Har vi glemt din favorit på listen med lydord? Har du gode råd til at bruge lydordene på kreative måder? Eller har du et eksempel, hvor lydordet fik din tekst til skinne?
Skyd endelig din kommentar af sted herunder.
Del dine indspark